HomeBoganmeldelser Bugten af LJ Ross

Bugten af LJ Ross

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , , ,

En ny begyndelse

Bugten er første bind i LJ Ross´nye serie: Summer Suspense mysteries. LJ Ross er nok mest kendt for sin serie om DCI Ryan, der også forbinder romantik og spænding.

Forlagets beskrivelse:

Gabrielle Adams har det hele – et drømmejob, et smukt udseende og en flot forlovet, men en dag bliver hendes perfekte liv pludselig smadret.

Da hun venter på metroen, bliver hun skubbet brutalt ud foran toget, der er på vej ind på undergrundsstationen. Hun overlever, men er hårdt såret, og politiet hævder, at det er den frygtede Metromorder, der igen har været på spil.

Sårene efter ulykken heler med tiden, men noget inden i Gabrielle er stadig i stykker. Hun prøver at ignorere mareridtene og usikkerheden, mens hun kæmper fortvivlet for at vende tilbage til sit før så succesrige liv. Men alting kollapser, og hun mister det hele.

Hun har brug for en frisk start. Et stillingsopslag i avisen fanger hendes opmærksomhed, og hun søger jobbet som bestyrer af en lille boghandel ved en fortryllende smuk bugt i Cornwall.

Med et nyt spændende job, søde naboer og en bolig med havudsigt virker det som om, hun endelig kan begynde at genopbygge sit liv. Men er bugten virkelig så idyllisk, som den ser ud? Hvem er hendes nye karismatiske nabo egentlig? Og hvad skete der den dag på togperronen, hvor nogen skubbede hende ud foran toget?

Bugten er den perfekte sommerbog med sin blanding af spænding og romantik. Handlingen foregår midt i det spektakulære landskab i Cornwall, der i årevis har været englændernes foretrukne feriested.

Bedømmelsen:

Bugten er hvad jeg vil kalde en rigtig chick-lit med en snert af spænding. Klassisk for chick-lit er, at vi jo godt ved hvordan det hele ender, men spændingsdelen afslørede sig absolut ikke før tid. Bogen bevægede sig problemfrit og realistisk fra hygge til en who dunnit fortælling. Tvistet var både overraskende og veludtænkt.

Sproget flyder rigtigt godt, og bogen er letlæst. Bogen er velegnet til både en dag på stranden og en efterårsdag på sofaen LJ Ross besidder en fantastisk evne til at skrive billedskabende miljøer. Man følte sig hurtigt hensat til den maleriske bugt – der dog også kunne vise tænder. Og på glimrende måde havde LJ Ross forbundet vejret med spændingsniveauet, så vejret fungerede som forstærkende faktor.

Bugtens få indbyggere var velbeskrevne og fremstod realistiske. Hver havde de deres form for charme, og selvom de måske var en smule for perfekte, så er det helt ok i denne genre. Fællesskabet i det lille samfund var så hyggeligt, at man gerne selv ville besøge caféen.

Bogen gav et vigtigt indblik i de fysiske og ikke mindst psykiske traumer et menneske kan kæmpe med – og som i bogen får både Gaby og andre til at sætte spørgsmålstegn ved hendes oplevelser. Kontrasten mellem London og Cornwall føltes næsten som en bevidst afspejling af Gabys traumatiske tilstand og den begyndende lindring.

Bogen afsluttes med en flot epilog, der ikke efterlod nogle løse ender. Det var også spændende med indblikket i, hvad de forskellige karakter gjorde efter bogens slutning. Bugten er måske ikke verdensomvæltende natur, men det er hyggelig læsning og det kan vi vist alle have brug for en gang imellem.

Bugten

Forfatter: LJ Ross

Oversætter: Emilia Hansen
Udgivet: 2022
Sidetal: 235

Leave a Reply