HomeBoganmeldelser Dagmars svære valg af Gertrud Tinning (En uretfærdig tid #2)

Dagmars svære valg af Gertrud Tinning (En uretfærdig tid #2)

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , , , , , ,

Stærke kvinder

Dagmars svære valg er skrevet af Gertrud Tinning, og er en selvstændig fortsættelse til En uretfærdig tid. Gertrud har arbejdet for FN i Kenya og Sri Lanka, og underviser i dag på Den Internationale Højskole i Helsingør.

Forlagets beskrivelse:

Varm historisk roman om den tid, da kvinder sloges for retten til at være med til at bestemme.

1913. Bryggeriarbejderen Dagmar bor på Vesterbro med sin mand, der er slagter i Kødbyen. Hun har altid drømt om at blive mor, men det er ikke lykkes.

En tidlig morgen finder hun et nyfødt hittebarn i baggården, og selv om hun er i tvivl om, om det er det rette at gøre, sætter hun alt ind på at beholde den lille pige, på trods af de nævenyttige nabokoner og politiet, der snuser rundt i kvarteret. Dagmar får hjælp af sin gode, kloge veninde Anna, der er lærerinde på Vesterbro og gift med en moderne og progressiv journalist. Hun ved alt om børns barske vilkår på Vesterbro, og hun er dybt engageret i den bevægelse, der kæmper for kvinders stemmeret. Bevægelsen er stærk, men også fuld af modsætninger og konflikter.

Gertrud Tinning har skrevet en selvstændig fortsættelse til sin historiske roman En uretfærdig tid, der fortalte om de unge kvinder Anna og Dagmar og deres faglige kamp for at organisere Danmarks første kvindestrejke på Rubens klædefabrik. Nu er de modne, erfarne kvinder, der kæmper for at være med til at bestemme. Og for at beholde et lille barn.

Bedømmelsen:

Dagmars svære valg er en vigtig fortælling, og fremstår som en flot reminder om den kamp nutidens rettigheder krævede. De kom ikke bare af sig selv, men krævede stærke kvinder, der turde trodse datidens klasseskel og overmagten. Vi får, ligesom i En uretfærdig tid, et smukt billede af, hvordan almindelige mennesker kan gøre en forskel for et helt land.

Det var ikke ligefrem nemme vilkår de almindelige arbejdere levede under i tiden omkring 1914. De store samfundsskel gjorde, at mange levede under forhold vi i dag ville betragte som forkastelige. En af de spændende ting i bogen var, at vi ikke kun følger en handling i byen men også på landet ved Als. Det gav et meget mere nuanceret billede til fortællingen end hvis man bare havde holdt handlingen i byen.

Bogen bar præg af en meget grundig research, hvilket gjorde at både handlingen og karaktererne fremstod meget realistiske. Det var spændende at møde nogle af de karakterer vi mødte i En uretfærdig tid, og kunne følge deres videre færden. De valgte miljøer var så levende beskrevet, at man næsten kunne høre lydene og bemærke en snert af dufte. Sproget fremstod meget levende, og det flød fra starten.

Igen en rigtig flot fortælling fra Gertrud, og om muligt endnu bedre end En uretfærdig tid. Er du til velskrevne historiske romaner med stærke kvinder i centrum, så må du ikke snyde dig selv for Gertruds bøger.

En uretfærdig tid

Forfatter: Gertrud Tinning

Udgivet: 2022
Sidetal: 336

Leave a Reply