13 november, 2019
En uretfærdig tid af Gertrud Tinning
Comments : 1 Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: En uretfærdig tid, Gertrud Tinning, Historie, klasseskel, kvindekamp, oprør, Politikens forlag, revolution, strejke
Danmarks fortid
Gertrud Tinning har blandt andet arbejdet for FN og boet i Kenya og på Sri Lanka. I dag underviser hun på Den Internationale Højskole i Helsingør, og så udkom hun i 2013 med romanen Som små soldater. En uretfærdig tid er hendes bud på en samfundskritisk roman om en Danmark i 1880’erne, hvor kvinder og arbejdere generelt ikke havde nogle rettigheder.
Handlingen
På en af datidens største danske arbejdspladser møder vi kvinderne Marie og Nelly. De er svigerinder og også sammen i den daglige kamp for et værdigt liv. Men da Marie en dag rammes af en grusom ulykke, går det virkeligt op for Nelly hvor lidt deres liv er værd.
Nelly kæmper med en frygtelig mistanke, som hun dog ikke tør dele med nogen. Lidt lyspunkter er der dog i hendes liv, da hun stifter nærmere bekendtskab med den unge Johannes. Han har været tvunget til at flytte til byen, da hans bror vandt familiens gård i en lodtrækning.
Nelly prøver at samle støtte blandt væveriets andre kvinder, men alle er bange for at miste deres arbejde. Og pludseligt er Johannes rodet ind i sagen – noget, der ender med at få store konsekvenser for ham.
Hjemme på familiens gård i Jylland kæmper hans søster Anna med familien og dens forventninger. Hun skal giftes med nabogårdens ejer, og dermed skaffe penge til familien. Men da Anna hører at Johannes er i store problemer i København, bryder hun alle lænker og drager straks afsted.
Anna chokeres over de barske og ubærlige forhold i byen. Hun sætter alt ind på at hjælpe Johannes, men hun stopper ikke der. Hun vil gøre alt for at ændre arbejdernes forhold, og dermed sætter hun gang i en hidtil uset bevægelse blandt danske kvinder.
Ikke alle kvinder kan holdes nede – og nogle af dem vil ændre verden for evigt.
Bedømmelsen
Med En uretfærdig tid tager Gertrud Tinning læserne med tilbage til en deprimerende og nedslående dansk periode. En periode, hvor de store skel mellem samfundets top og bund medførte, at mange familier levede på det absolutte eksistensminimum, og hvor der ikke fandtes rettigheder for arbejdere. Men hun tager også læserne med tilbage til en tid, hvor mange hjalp hinanden med det lidt de nu havde, og hvor nogle mennesker for evigt vil skille sig ud fordi de nægtede at give op.
Bogens handling og karakterer fremstår meget realistiske, og der er tydeligt foretaget en del research inden skrivningen. Sproget er så smukt sammensat og flydende, at læserne fra starten flyttes tilbage i tiden til 1885 og datidens København. Scenarier, lyde og dufte ligefrem svæver op fra siderne, og læserne indhyldes i den barske dagligdag.
Udover at være en medrivende fortælling om kvindernes kamp, så er bogen også en reminder om de rettigheder vi i dag ser som en selvfølge. De er ikke kommet af sig selv, men er skabt af mennesker der mod alle odds turde tage kampen op med overmagten og datidens samfundsskel. Et opråb om, hvordan almindelige mennesker kan komme til at gøre en forskel for en verden.
Er du til velskrevne historiske romaner med stærke kvinder i centrum, og var du vild med Jane Aaamunds Klinkevals-trologi, så må du absolut ikke snyde dig selv for En uretfærdig tid.
Forfatter: Gertrud Tinning
One thought on : 1
Pingback: Dagmars svære valg af Gertrud Tinning (En uretfærdig tid #2) - Cats, books and coffee