HomeBoganmeldelser Dark Matter af Blake Crouch

Dark Matter af Blake Crouch

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , ,

Hvad hvis det menneske, der lever dit liv ikke er dig?

Blake Crouch er mest kendt for sin Wayward Pines trilogi, men Dark Matter er den første af hans bøger til at blive oversat til dansk. Og det skal vi danskere være rigtigt glade for, for Dark Matter er tankevækkende, spændende og virkeligt godt skrevet. Den leger med din hjerne og dine tanker med det ældgamle spørgsmål: ” Hvad nu hvis …”

Handlingen

Jason Desser er lykkelig. Selvom nogle måske mener, at han har spildt sit talent, så har han det fint med at være fysikprofessor, mand og far. Men hvordan ville hans liv have formet sig, hvis han havde valgt karrieren fremfor familielivet? Og ville han træffe andre valg, hvis han fik muligheden for det?

Da Jason en aften går ud for at fejre en studiekammerat (der har vundet den prestigefyldte pris, der rettelig kunne have været Jasons), bliver han slået ned på hjemturen. Han vågner i et aflåst laboratorium omgivet at sikkerhedsfolk. Pludselig er Jason feteret og bliver hyldet som en af de helt store helte indenfor kvantefysik. Jason befinder sig i et andet univers, hvor han har opfundet en portal, der giver adgang til multiverser – men i dette univers er han hverken ægtemand eller far.

Men hvilken verden er nu den rigtige? Er det den, hvor Jason er rig, feteret og anerkendt for sine videnskabelige fremskridt – eller den, hvor kærligheden og det stille liv hersker? Og er det overhovedet muligt at finde tilbage til et univers, hvis hvert valg vi træffer åbner helt nye universer?

 

Bedømmelsen

I bund og grund handler Dark Matter nok om de mest eksistentielle spørgsmål vi mennesker stiller os selv. Er mit liv blevet, hvad jeg forventede? Hvad er meningen med livet? Hvad hvis det nu viste sig, at kvantemekanikken kunne givet os svaret på disse spørgsmål – hvor mange af os ville egentligt tage springet, gå tilbage, og vælge en anden vej? De omtalte teorier er jo ikke bare opstået i Blake Couch’ fantasi, men er seriøse emner der studereres af videnskabsfolk verdenen over.

Præmissen er meget tankevækkende, og det er da også komplekse emner, der behandles i bogen. Men sproget og tonen gør, at alle læsere kan følge med. Selvom bogen ofte omtaltes som hørende til i science fiction genren, så bør man ikke lade sig afskræmme af dette, hvis man ikke er science fiction fan – det minder mere om en thriller baseret på sandfærdig forskning.

Man får vendt op og ned på sine forestillinger om livet og universet – tanken om, at der skabes en ny virkelighed hver gang vi foretager et valg i livet – It blew my mind. Man kan levende forestille sig denne bog som film, og Sony Pictures købte da også manuskriptet allerede i 2014.

5 stjerner

Bonus info

Den såkaldte Københavnerfortolkning, som bl.a. Niels Bohr var med til at skrive, beskrev hvordan visse egenskaber ændrede karakter i det øjeblik, man begynder at måle på dem.  Schrödinger mente, at denne fortolkning var alt for bred, og illustrerede det med tankeeksperimentet Schrödingers kat.  I et fuldstændigt lukket system placeres en kat, en geigertæller, en ustabil atomkerne og en flaske med gift. Hvis atomkernen kollapser, vil geigertælleren udløse giften og katten dør øjeblikkeligt. Men indtil man åbner kassen (og reelt observerer) vil katten på samme tid være død og levende, og dermed eksisterer i to simultane universer.

Fie syntes bogen var ret svær til tider – men kunne godt lide det med katten

“Hvis kvantemekanikken ikke gør dig svimmel, har du ikke forstået noget som helst”. Niels Bohr.

Forfatter: Blake Crouch

Oversætter: Mich Vraa
Udgivet: 2017
Forlag: Gyldendal
Sidetal: 392

 

Leave a Reply