HomeBoganmeldelser De ustraffede af Øbro & Tornbjerg

De ustraffede af Øbro & Tornbjerg

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , ,

Kan Katrine Wraa fastholde os endnu en gang?

I 2010 vandt første bind i serien om Katrine Wraa, Pigen under vand, Politikens store krimi konkurrence, og siden da er Øbro og Tornbjergs bøger blevet en fast del af krimielskerens boghylde. Med De ustraffede giver de os nu 6. bind om psykolog og profileringsekspert Katrine Wraa og hendes arbejde for Drabsafdelingen ved Københavns Politi.

Handlingen

Et tragisk, men banalt, selvmord er ikke det der ryster Drabsafdelingen på Københavns Politigård. Men retsmediciner Anne Mi og hendes kolleger finder tegn på noget mistænkeligt. Anne er netop begyndt på et forskningsprojekt med sin århusianske kollega Morten Birk, vedrørende sammenhængen mellem psykisk sygdom og selvmord. Da Anne nævner sagen, viser det sig at også Morten har haft et par sager med selvmord, hvor hængning er den valgte metode.

Ansporet af Anne Mi kaster efterforskerne Naja Skytte og Oscar Bangoura sig over arkiverne, og finder hurtigt et sammenfald: alle de hængte mænd har været sigtet for voldtægt. Kriminalpsykolog Katrine Wraa undersøger sagerne nærmere og finder 21 andre sager med sammenfald mellem selvmord og voldtægtsanklager.

Grundet de mange sager beslutter teamet sig for at tilkalde deres nyeste medlem Emma Fabricius. Der er tale om en kontroversiel ansættelse, for Emma er kendt som en meget kritisk modstander af politiet og deres måde at behandle voldtægtssager på. Hun gør sig da også hurtigt upopulær med sine holdninger, men hendes indsigt i voldtægtssager ender med at blive en stor hjælp.

Da endnu en sag dukker op, må teamet indse at der måske er en seriemorder på spil. Samtidigt presses teamets medlemmer også på den personlige front. Katrine er stadig ikke kommet sig helt over tabet af kæresten Jens, og der er uafklarede følelser mellem hende og fotografen Jakob Wilder. Stærkt tilskyndet af  Anne Mi forsøger hun  at kaste sig ud på det moderne datingmarked – med store konsekvenser til følge. Oscar må i samarbejdet med Emma endnu en gang tage sit menneskekendskab op til revision.

Jagten fortsætter, mens sagerne kommer tættere og tættere på. Efterforskningen afslører grusomme detaljer om ofre, ødelagte liv og søgen efter hævn.

Wraa

Bedømmelsen

De ustraffede er hæsblæsende, realistisk, medrivende og ufatteligt godt skrevet! Hvor forgængeren, Pigen og vogteren, havde for stort fokus på det psykologiske aspekt, har Øbro og Tornbjerg med De ustraffede formået at få serien helt tilbage på rette spor.

Med deres vanlige sans for at skildre fiktion med et næsten dokumentarisk islæt, har de sammenskruet en letlæseligt, flydende krimi, der ikke er til at lægge fra sig. Den grundige research skinner tydeligt igennem, og der behandles mange vigtige samfundsrelevante problemstillinger. Den politimæssige kulisse fremstår realistisk og skaber en god ramme for udfoldelsen af karakterer med mange facetter.

Plottet er komplekst men velkomponeret, og at man som læser følger handlingen fra flere synsvinkler er med til at skabe den perfekte dynamik gennem bogen. De psykologiske overvejelser om social og genetisk arv er godt flettet sammen med spændingsaspektet, og bogens store fokus vil sætte gang i tankerne hos alle læsere. Så ja, Katrine Wraa formåede at fængsle endnu en gang.

Wraa

Forfatter: Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg

Udgivet: 2018
Sidetal: 416
P.S.: Der går rygter om, at der arbejdes på en tv-serie baseret på bøgerne. Det bliver spændende at se, om projektet fører til noget og hvordan Katrine og resten af teamet vil gøre sig på skærmen.

Leave a Reply