12 november, 2020
Den tavse enke af Sara Blædel (Louise Rick #11)
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: Den tavse enke, krimi, Louise Rick, P13, politi, Politikens forlag, Sara Blædel, Tåsinge
Når verdens ondskab rammer
Den tavse enke er 11 bind i Sara Blædels fantastiske serie om efterforsker Louise Rick. I slutningen af anmeldelsen kan du finde rækkefølgen på bøgerne, og finde links til tidligere anmeldelser af serien.
Handlingen
Rigspolitiet har oprettet en ny enhed, P13, der skal være en slags erstatning for det tidligere Rejsehold. Louise Rick bliver leder af enheden, og den første sag de tilkaldes til er, et drab på en kroejer i Tåsinge.
Det er ikke helt nemt for Louise at skulle udskifte de vante rammer som drabschef i København, og det gør ikke tingene bedre, at hun nu skal samarbejde med et helt nyt team. Hendes autoritet skal slås fast med det samme, og teamet skal lige føle hinanden på tænderne inden de kan samarbejde optimalt.
På Fyn undersøger Louise og hendes team gerningsstedet, og på kroen førstesal finder de noget som det lokale politi har overset. Noget, som på ingen måde passer ind i den igangværende drabssag. Inde bag kroens køkken finder de et børneværelse og spor efter et barn.
Selvom Louise på ingen måde har lyst til det, så er der kun én udvej: hun må kontakte Eftersøgningsafdelingen – og dermed ekskæresten Eik Nordstrøm. Hun er tvunget til at finde ud af hvis barn der har boet i værelset, og hvor barnet er henne nu – for offeret havde ikke selv børn.
Camilla Lind er taget hjem til sin far for at få lidt ro. Hun skal vænne sig til at Frederik nu er hjemme fra England, og at Marcus er kommet i den alder hvor man har mange gæster. Derfor er hun heller ikke specielt interesseret i at hjælpe Louise med sagen, da Louise beder hende tjekke om Morgenavisen måske har nogle interessante informationer liggende.
Camilla involveres dog alligevel, da hun skal passe Eiks hund, mens han og kollegerne sætter kursen mod Tåsinge. Og da Camilla finder en sag om en ung mand, der omkom på Tåsinge et halvt år forinden, er hendes interesse alligevel vagt. Under sin helt egen efterforskning kommer hun i besiddelse af nogle oplysninger, som politiet ikke kender til. Oplysninger, der kan få store konsekvenser
Hvad der umiddelbart startede med en helt normal drabssag, udvikler sig pludseligt til afdækningen af store familie hemmeligheder. Skal Louises første efterforskning med det nye team blive en fiasko?
Bedømmelsen
Den tavse enke har været længe ventet. Og når man venter på noget længe, så kan forventningerne sagtens skrue sig i vejret – gudskelov levede bogen op til alle mine forventninger. Hvis man har været i tvivl om hvorvidt Sara fortsat kunne udvikle karakteren Louise, så kan man være ganske rolig; der gemmer sig masser af overraskelser i den stadig fascinerende karakter.
En af de ting der tiltalte mig ved bogen var, at Sara har valgt at sætte Louise i helt nye rammer og med helt nye mennesker. Det kræver selvfølgelig lidt af læseren, der skal lære et helt nyt persongalleri at kende, men det er dejligt forfriskende. Louise selv virker dog også anderledes i forhold til tidligere: hun er ikke helt stabil og tvivler mere på egne evner. Derfor er det heldigt, at det nyligt sammensatte team viser sig at være ret dygtige
Som vanligt kan der ikke sættes en finger på Saras research – den er tydeligt grundigt og grundigt indarbejdet i fortællingen. De nye rammer er fint ridset op, også selvom man ikke skulle kende Tåsinge i forvejen. Og med oprettelsen af P13 er der åbnet op for, at Sara i fremtidige bøger kan tage Louise med rundt i landet.
Plottet er dejligt kringlet og velgennemtænkt – det holder bare hele vejen igennem, mens det tvister handlingen i uventede retninger. De efterforskningsmæssige aspekter fremstår realistiske, hvilket ikke altid er en selvfølge i dagens krimier.
Mens Sara som man piller et løg afslører flere og flere lag i historien, formår hun også at fremhæve nogle vigtige temaer som venskab og kærlighed. Den tavse enke er en fantastisk velskrevet bog, der vil tage læserne med gennem hele følelsesregisteret. Sara Blædel er og bliver en af Danmarks største krimidronninger!
Forfatter: Sara Blædel
Se hvor du kan høre Den tavse enke som lydbog her. Find de bedste prøveperioder ved brug af Gratislydbog.dk.
Seriens rækkefølge:
1. Grønt støv, 2. Kald mig prinsesse, 3. Kun ét liv, 4. Aldrig mere fri, 5.Hævnens gudinde, 6. Dødsenglen, 7. De glemte piger, 8. Dødesporet, 9. Pigen de meldte savnet, 10. Pigen under træet