4 juli, 2021
Døden mellem linjerne af Elly Griffiths
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: 5 poter, Døden mellem linjerne, efterforskning, Elly Griffiths, Gads Forlag, Harbinder, krimi, mord, overtro
En ny begyndelse
Døden mellem linjerne er første bind i en ny Elly Griffiths serie. I Danmark kendes Elly Griffiths nok mest for sin skønne Ruth Galloway serie, ligesom hun under sit eget navn (Domenica De Rosa) har skrevet en række medrivende chick-lit prægede romaner.
Fra bogens bagside:
Clare Cassidy er vant til mord. I hvert fald i teorien. Hun underviser i litteratur og interesserer sig især for den gotiske roman og forfatteren R.M. Hollands skrækhistorier. En dag bliver en af Clares kollegaer fundet død, og ved siden af ofret finder politiet en lap papir med en sætning fra en af R.M. Hollands bøger. Clare frygter, at morderen kan være en, hun kender, og hun begynder at betro sig til sin dagbog. Men en dag opdager hun en mystisk besked i bogen, skrevet i en fremmed håndskrift: ”Hej Clare. Du kender mig ikke.” Pludselig minder begivenhederne i Clares eget liv mistænkeligt meget om plottet i en af hendes yndlingshistorier, og opdagelsen gør hende rædselsslagen. Kan hun mon nå at skrive slutningen om i tide?
En spændingsfyldt krimi af forfatteren til de populære bøger om Ruth Galloway. Denne roman er første selvstændige bind i serien om kriminaloverbetjent Harbinder Kaur.
Bedømmelsen
Døden mellem linjerne. En bog jeg kastede mig over med en hvis bæven – for jeg elsker forfatteren Elly Griffiths bøger, og kunne denne serie så fastholde min interesse? Svaret er ja – jeg var hurtigt opslugt at fortællingen.
Med sin vanligt medrivende skrivning og et overraskende plot, har Elly Griffiths tydelig bevist, at hun også mestrer de mere dystre og mørke bøger. Bogens miljøbeskrivelser fremstår meget realistiske – den tætte tåge og de forladte steder er med til at fremhæve bogens gotiske stemning.
Jeg syntes det et godt tiltænkt træk, at Clares dagbog inddrages i handlingen – det viser et klassisk eksempel på ”en historie i historien”. Det kan til tider være svært at få til et fungere i virkeligheden, men Elly klarer det problemfrit.
Helt frem til slutningen doserer Elly små bidder viden, der hektisk driver læserne frem mod slutningen. Og en af bogens helt store forcer var de tre upålidelige fortællere. Hver havde de deres fejl, som afsløres som handlingen skrider frem. I starten fandt jeg skiftet mellem de forskellige fortællere en smule irriterende – men som historien udvikler sig, forstår man hvorfor de forskellige fortællere er nødvendige for den handlingsmættede fortælling. Desuden indeholdt bogen også en god del satire, der flere gange fik mig til at le højt.
Harbinder er en forfriskende ny hovedperson, der umiddelbart ikke minder mig om karakterer i tidligere læste bøger. Og Herbert – han var også en helt på sin helt egen charmerende måde. Med Døden mellem linjerne får du en fortælling med et næsten Agatha Christie mindende plot, og det giver læserne et klassisk kriminelt mysterium.
Handlingen er kompleks, multidimensionel og utrolig fængslende. Mysteriet er spændende, karakterne er fascinerende, og de truende ekkoer af den victorianske historie glimrende flettet sammen med de nutidige mord. Døden mellem linjerne får den bedste anbefaling herfra.
Forfatter: Elly Griffiths