HomeBoganmeldelser Instinktet af Ashley Audrain

Instinktet af Ashley Audrain

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , , , ,

Skabelse og destruktion

Instinktet er en imponerende debut af Ashley Audrain, der tidligere har arbejdet indenfor public relations. Bogen har vakt stor opmærksomhed, og filmrettighederne er allerede solgt.

Fra bogens bagside:

Et medrivende psykologisk drama om en families skabelse og destruktion.

Blythe O’Connor ønsker ikke, at historien skal gentage sig. Violet er hendes første barn, og hun vil give hende al den kærlighed, hun fortjener. Den kærlighed, Blythe ikke selv fik af sin egen mor. Men det er aldrig nemt at blive forælder, og Violet er ikke noget nemt barn. Hun smiler aldrig, og snart føler Blythe, at hun gør alting forkert – og at der muligvis er noget alvorligt galt, enten med hende selv eller datteren.

Hendes mand Fox siger at det er noget, hun bilder sig ind, men Violet er heller ikke på samme måde, når hun er sammen med sin far. Og han forstår ikke, hvad Blythe måtte gennemgå, da hun var barn. Det er der ingen, der gør.

Blythe vil gerne være en god mor. Men hvad nu hvis det ikke er nok for Violet? Eller Fox? Og hvad nu, hvis hun bare ikke bemærker mørket, der kommer snigende?

Mor og datter. Engel eller monster? Vi vælger ikke selv hvad vi arver, eller hvem vi bliver til …

Instinktet er en kraftpræstation af et drama, den slags bog man bare ikke kan lægge fra sig. Den tvinger sin læser til at stille spørgsmålstegn ved alt hvad vi ved om forældreskab, hvad vi skylder vores børn, og hvad der sker, når det at blive mor vækker dyb rædsel nærmere end stor lykke.

Bedømmelsen

Instinktet er til tider en meget mørk og foruroligende fortælling – men det meste af den var en fantastisk velskrevet fortælling. I bogen finder du en mørk og ildevarslende stemning, selvom jeg ikke mener, at bogen helt lever op den store omtale om bogens brutalitet og den psykologisk skræmmende læsning. Forfatteren viser dog en kæmpe indsigt i menneskelige relationer. Hun leverer et drama, der dokumenterer rædsler for en familie, der går i opløsning på de mest forfærdelige måder. Det er bog med beskadigede karakterer, psykiske problemer og virkeligheden hos familier, mødre og børn, der langt fra lever op til samfundets forventninger.

Blythes traumatiske barndom, der har efterladt hende med ringe tro på hendes egne evner som mor, er med til at forstærke den tvivl hun rammes af efter fødslen. Konstant bebrejder hun sig selv, fordi hun ikke overvældes af den kæmpe moderkærlighed som alle andre ellers fortæller om. Det er stadig meget tabu belagt at indrømme, at man ikke elsker sit eget barn. Forholdet mellem Blythe og Violet er noget af det mest komplekse jeg længe har læst om og måske bliver det værre, da Blythe ved næste barn endeligt forstår alle de store ord om moderkærlighed.

Beskrivelserne af, hvordan Blythe ikke kun må kæmpe med sine egne følelser, men også med den manglende tiltro fra hendes mand og svigermor. Uden opbakning står hun alene med sine tanker, og hendes tvivl om hendes evner bliver større. Det forstærkes, når hun ser det gode forhold mellem Fox og Violet – det er som om det slet ikke er det samme barn de har. Personligt fandt jeg tilbageblikkene som noget der brød bogens flow. Jeg har forståelse for deres nødvendighed, men have gerne se dem leveret på en anden måde.

Jeg ville ikke kalde bogen en thriller men mere et psykologisk drama om en familie, og et karakterstudie af Blythe. Karaktererne er så velbeskrevne, at man sagtens kan sætte sig ind i deres tanker og følelser. Bogen indeholder en meget intens stemning. (Hvis du har set Hvad med Kevin eller læst bogen Vi er nødt til at tale om Kevin, så kan du forestille dig noget af det).

Glimrende bud på domestic noir, og en flot debut.

Instinktet

Forfatter: Ashley Audrain

Oversætter: Anne Matthiesen
Udgivet: 2021
Sidetal: 384

Leave a Reply