19 november, 2018
En højere retfærdighed af Hjorth og Rosenfeldt
Comments : 1 Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: En højere retfærdighed, Hjorth, krimi. Hr. Ferdinand, Politikens forlag, Rosenfeldt
Sebastian Bergman
Kriminalpsykolog Sebastian Bergman blev første gang introduceret til læserne i bogen Manden der ikke var morder i 2010. Og han er nok en af de mest utiltalende personer der findes i en god krimiserie. Kynisk, egoistisk, arrogant og med en imponerende evne til at ødelægge andre liv.
Og så alligevel – for faste læsere ved jo, at der dybt inde findes en god kerne, og at hans traumatiske fortid har en stor del af skylden for hans opførsel. Arbejdsmæssigt viser han stor indsigt i andre mennesker, og det er tydeligt tegn på forfatternes evner, at man alligevel ikke kan lade være med at holde lidt af Sebastian.
Handlingen
Selvom opklaringen af Rejseholdets sidste sag lykkedes, efterlod den alligevel teamet splittet. Sebastian Bergman er ikke længere velkommen og er derfor taget på bogtour. Vanja er flygtet til politiet i Uppsala, men hun stadig kæmper med erkendelsen af, at Sebastian er hendes far. Desværre er det ikke altid så nemt at flygte fra fortiden.
I Uppsala tyder noget på, at en serievoldtægtsmand huserer. Vanjas nye chef beslutter derfor at tilkalde forstærkninger – og hvem er mere oplagt end Sebastian Bergman. Vanja flygter straks tilbage til Rejseholdet, men da en af voldtægtssagerne ender i drab, kobles Rejseholdet på sagen i Uppsala – vil det nogensinde være muligt for Vanja at undslippe Sebastian?
Vil det overhovedet være muligt for teamet at samarbejde. Intet er det samme: Ursula tænker stadig meget på sin tid med Sebastian, Vanja ignorerer ham, Billy skjuler en grusom hemmelighed som kun Sebastian vil kunne mistænke og Torkel – ja, han er nyforelsket og begyndt at gå hjem kl. 17 præcist.
Umiddelbart er der ikke nogen sammenhæng mellem overfaldsmandens ofre – men måske er de alligevel ikke tilfældigt udvalgt. For som det snart skal gå op for dem alle, så er det ikke nemt at undslippe fortidens synder – og nogle gange skal de hævnes.
Bedømmelsen
Som vanligt er det lykkedes makkerparret at levere en roman, der er velskrevet, samfundskritisk og meget, meget spændende. De er imponerende dygtige til at opbygge spændingen samtidigt med at de skildrer alle facetter af deres komplekse karakterer.
Det er intenst at følge skildringen af, hvordan traumatiske oplevelser kan påvirke et menneskes handlinger og følelser og hvordan en nedadgående spiral kan hive pågældende længere og længere ned i dybet. Bogens skiftende perspektiver er med til at skabe dynamik og en følelse af stærkere forbindelse til de enkelte efterforskere.
Sproget er flydende og letlæst, og der er skabt en god balance mellem voldelige tendenser, spænding og karakterernes personlige udfordringer. Specielt teamets it-kyndige, Billy, oplever en kæmpe udvikling i bogen – noget som vi næsten med sikkerhed vil komme til at følge nærmere i næste bind. Der er i hvert fald lagt op til noget potentielt katastrofalt for teamet…
Specielt fængende var Sebastians forsøg på at fikse forholdet til datteren Vanja, og hans erkendelse af, at han er villig til at ofre sin egen lykke for hendes skyld. Det er en ny side vi her ser af den ellers kyniske mand, og efterhånden er det også på tide han får gjort op med fortidens store tab. Derudover var fokus på religiøse overbevisninger og hvordan de kan koste liv, hvilken gav endnu en spændende dimension til bogen.
Forfattere: Michael Hjorth og Hans Rosenfeldt
One thought on : 1
Pingback: Ulvesommer af Hans Rosenfeldt (Hannah Wester #1) - Cats, books and coffee