HomeBoganmeldelser En pige uden lige af Marc Levy

En pige uden lige af Marc Levy

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , ,

At tage springet

En pige uden lige er nyeste bind fra en af Frankrigs mest populære forfattere: Marc Levy. Tidligere er på dansk udkommet PS fra Paris.

Handlingen

I 2013 tog Chloe Bronsteins liv en tragisk og dramatisk drejning. Efterhånden er hun kommet på fode igen, selvom hendes spirende skuespillerkarriere nu er en helt anden. Hun bor sammen med sin far i den statelige bygning på 12 Fifth Avenue.

Et bygningen finder vi også en mand, der med rette kan benævnes som et levn fra fortiden. Deepak er bygningens altid diskrete og pligtopfyldende elevatorfører. Efter i årevis at have betjent bygningens beboere, ved han alt hvad der er at vide og kender alle deres vaner.

Men tingene skal snart komme til at ændre sig, både for beboerne og vores elevatoroperatør. For Deepaks kollega og bygningens nattevagt kommer ud for en ulykke, og nu er gode råd dyre. Beboerne kan ikke klare sig uden elevatorfører, men det er ikke nemt at finde en erstatning. Og hvis det ikke sker, skal bygningens formand hurtigt få held med sit forehavende om at udskifte elevatoren.

På samme tid har Deepak og hans kone fået besøg fra Indien. Konens nevø er i byen for at skaffe investorer til en udvidelse af sin forretning, og nu tvinges han pludseligt til at vikariere som elevatorfører. Det er muligt at Sanji er Oxford-uddannet, men i Deepaks øjne har han nu stadig meget at lære.

Gennem elevatorens og livets op- og nedture finder Chloe og Sanji et fælles grundlag, der dog både møder modstand fra omverdenen og deres egen stædighed. Men måske indeholder de begge præcis dét den anden har brug for.

Bedømmelsen

En gang imellem trænger man bare til en bog, som man ved vil efterlade en med et smil på læben – og En pige uden lige er netop en af den slags bøger. Bogen er god, uhøjtidelig og overraskende. En romantisk komedie baseret i New York.

Her får læserne ikke bare en kærlighedshistorie, men mange fascinerende livshistorier. Det er som at forsvinde ind i en anden verden at træde ind i bygningen i nr. 12. Som om den gammeldags elevator flytter læseren til et andet univers, hvor gamle dyder og normer huserer.

Karaktererne med deres forskellige håb og drømme er godt skildrede og trænger hurtigt ind under huden på læserne. Fra Deepak med sin hemmelig drøm og den fantastiske fremtid han har opgivet, til Chloe og hendes fantastiske evne til at rejse sig igen.

Bogen er meget let læst, og når først du går i gang så slipper du den ikke igen. Og selvom den på visse punkter er ret forudsigelig, så ændrer det absolut ikke på den charmerende stemning. Dialogen fungerer og er ganske underholdende.

Har du brug for lidt magi i disse tider, så er En pige uden lige præcis det du har brug for.

Forfatter: Marc Levy

Udgivet: 2020
Forlag: Turbulenz
Sidetal: 298

Skriv et svar