18 oktober, 2020
En skøn alder af Kiley Reid
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: En skøn alder, Gads Forlag, Historie, Kiley Reid, race, racisme
Racisme, klasse og privilegier
En skøn alder er Kiley Reids romandebut, og er allerede omtalt som en litterær klassiker. Bogen blev nomineret til Booker-prisen 2020, men nåede dog ikke shortlisten. Reid har studeret teatervidenskab på University of Arizona og Marymount Manhatten College. I løbet af sin uddannelse på Iowas Writers Workshop underviste hun bachelorstuderende i creative writing med fokus på race og klasse.
Handlingen
Alix Chamberlain er en succesfuld blogger og influencer. Sammen med sin mand nyder hun på overfladen det gode liv sammen med deres to børn, men inderst inde er hun ikke helt tilfreds med livet. Udadtil er facaden perfekt, men i det skjulte kæmper hun med tvivl og usikkerhed.
For Alix arbejder Emira, en 25-årig afroamerikaner, der efter sit studie ikke har besluttet sig for sin videre fremtid. For nogle ser Emira måske ud til at at have brug for en hjælpende hånd, men hun har givet sig selv tilladelse til at udforske forskellige idéer og karriereveje, og arbejder indtil videre som bl.a. babysitter.
En aften kl. elleve ringer Alix og tigger Emira om at hente datteren Briar og tage hende med til supermarkedet. Trods det mærkelige tidspunkt forlader Emira venindens fødselsdag – lokket af udsigten til dobbelt løn.
Men i supermarkedet går alt galt. En kunde er blevet mistænksom og en sikkerhedsvagt beskylder Emira for at have kidnappet den lille, hvide pige. Alt bliver opklaret, da Alix’s mand ankommer til butikken, og Emira vil bare helt glemme den ydmygende oplevelse.
En anden kunde har dog filmet episoden på sin mobil, og sender videoen til hende. Han vil sammen med Alix gøre det rigtige og skaffe Emira retfærdighed. Emira er dog ikke helt tryg ved Alix’s velmenende redningsprojekt. Den pludselige varme og fremtvungne intimitet gør Emira mere usikker end tryg – og måske med god grund.
Mere tryg er Emira ved kunden der filmede episoden: Den høje, flotte Kelley. Han tiltaler hende, og de ender med at date. Hvad Emira ikke ved er, at der nu er skabt en forbindelse mellem hendes nutid og Alix’s fortid. Låget på Pandoras æske netop er blevet åbnet.
Bedømmelsen
En skøn alder er meget mere end endnu en bog om raceforskelle. Ja, den handler om race, men også om social klasse, succes, venskab og hovmodet ved at tro, at du ved hvad der er rigtigt for andre. Der er bøger jeg læser for historiefortællingen, og der er bøger jeg læser for at få mig til at tænke. Lejlighedsvis kommer en bog der gør begge dele. Dette er en af disse bøger.
I en tid, hvor Black Life Matters er i stort fokus, er denne bog en interessant tilføjelse til debatten, og emnerne samt de forskellige nuancer skaber en fortælling oplagt til refleksion og diskussion. Det er meget populært at tænke og gøre det rigtige (og ikke mindst huske at gøre opmærksom på det på de sociale medier) – mange ønsker at blive opfattet som progressive de er, og at alle skal vide hvor progressive de er. Desværre er denne illusion af dybde og refleksionsevne overfladisk – og tyder mere på en form for manglende selvindsigt.
Bogens fortælling er holdt i en legende let stil og en skarp prosa. Faktisk gør skrivestilen, at det kan tage et stykke tid at opdage den dybde forfatteren egentligt bringer til os. Det er en meget engagerende, moderne roman med masser af nuancer. Selvom det helt klart er en kritik af “hvide frelser”, er Reid forsigtig med ikke at lade karaktererne falde i fælden med endimensionelle stereotyper. Forfatteren udviser en nænsom tilgang til følsomme emner, og hun gør det gennem godt udformede karakterer og en spændende forholdsdynamik. De mennesker der tildeles de største slag i bogen, er de mennesker der er så bange for at fremstå racistiske, at de næsten falder i den anden grøft – det reelt bare er en anden form fra racisme.
Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner, og det er aldrig mere tydeligt end i denne historie. Kiley Reid udfordrer læseren til at tænke og reflektere over egne følelser, meninger og handlinger – hvilket til tider kan være ganske udfordrende. En bog, der lægger op til diskussion og refleksion – og en fantastisk debut.
Forfatter: Kiley Reid