29 maj, 2022
Et nyt liv af Betina Grønbæk (Skyggerne fra fortiden #2)
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: adoption, Betina Grønbæk, Et nyt liv, Forlaget Mellemgaard, samtidslitteratur, skønlitteratur, Skyggerne fra fortiden, sorg, tab
At rejse sig fra asken
Et nyt liv af Betina Grønbæk er andet bind i hendes trilogi Skyggerne fra fortiden. Betina debuterede i 2020 med første bind: Skyggerne fra fortiden, og du kan finde anmeldelsen af denne lige her.
Forlagets beskrivelse:
I denne fortsættelse i trilogien Skyggerne fra fortiden er Pete tynget af sorgen efter det pludselige og uventede tab af hans elskede. Et tab, som har rystet Pete i hans grundvold og sat spørgsmålstegn ved deres fælles kærlighed og mangeårige venskab og desuden kastet en skygge over fremtiden.
Med hjælp fra sin familie rejser han sig igen og finder modet til at fortsætte. Rammerne for hans tilværelse har imidlertid ændret sig markant og dermed også hans forestillinger for fremtiden. I trængslerne med at starte forfra og redefinere drømme og planer støves gamle bekendtskaber op, og nye tager deres begyndelse.
I transformationen finder Pete sig mere end en gang trædende vande i de omvæltninger, livet byder ham. Nu må han søge indad og tage livsforandrendende beslutninger i sin søgen efter mening med tilværelsen og et nyt liv.
Bedømmelsen:
Et nyt liv er en flot efterfølger til Skyggerne fra fortiden. Betina udviser en flot evne til at skabe realistiske fortællinger, der altid byder på noget nyt eller uventet. Karakterernes liv er på ingen måde forudsigeligt – og gudskelov for det.
Petes sindstilstand er beskrevet på realistisk og hjerteskærende, at alle der selv har oplevet et tab vil kunne genkende det. Oveni sorgen tynges han af de mange ubesvarede spørgsmål: Hvorfor var hans kærlighed og deres fælles fremtid ikke nok for John? Var hele deres forhold i virkeligheden bygget på en løgn?
Pete skal kæmpe sig tilbage til livet, et helt anderledes liv, og det er i sagens natur ikke nemt. Overalt i lejligheden føler han Johns tilstedeværelse, og han bemærker nu hvor vigtige Johns faste rutiner var for deres samliv. For at finde lyset igen opsøger Pete gamle venner, og det medfører at håbet om en gammel drøm pludseligt er tættere på opfyldelse end han havde forventet. Her følte jeg at løsningen kom til Pete alt for nemt – her var en oplagt mulighed for at give han flere udfordringer, og det var en skam at den ikke blev udnyttet.
Tiden går, og en dag står Pete overfor en ny chance i livet – men da der afsløres noget grumt fra fortiden, er Pete igen mindet om John. Vil dette minde altid sætte en stopper for ham, eller kan han overkomme det og måske finde kærligheden igen?
Jeg nævnte det i første bog, og det er det samme her i andet bind: der er til tider en alt for høj detaljegrad i bogen, og det trækker altså tempoet noget ned. Og det er en skam for en bog, der ellers byder på et levende sprog og fremviser realistiske scenarier. Bogen anbefales dog stadig, for det er en flot fortælling om tab, sorg og at se nye muligheder.
Forfatter: Betina Grønbæk