HomeBoganmeldelser Et spor af safran af Rosanna Ley

Et spor af safran af Rosanna Ley

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , ,

En fest for sanserne

Et spor af safran er skrevet af Rosanna Ley, der bl.a. også har skrevet Tilbage til Mandalay.

Forlagets beskrivelse:

Engang var der en pige, som elskede safran. Hun elskede dens hemmeligheder, dens gåder, og frem for alt elskede hun dens strejf af magi.

Efter at Nells elskede mor er død, rejser hun fra det landlige Cornwall til det farverige, kaotiske Marrakesh. Hendes ægteskab er i krise, men udforskningen af de besnærende krydderier i det marokkanske køkken kan hjælpe hende med at få opfyldt drømmen om at åbne sin egen restaurant.

I Marokko møder hun Amy – en ung fotograf, som forsøger at optrevle historien bag sin families forhold til Vietnamkrigen. De to unge kvinder bliver nære venner og drager ud på en eventyrlig rejse for at finde deres eget ”spor af safran” – fra den labyrintiske medina og de travle basarer i Marokko, hele vejen hjem til Cornwall og opklaringen af gåden om deres familiers fortid.

Bedømmelsen:

Et spor af safran er en næsten sanselig læseoplevelse. Med det smukke krydderi som samlingspunkt, tager Rosanna Ley læseren med på en rejse gennem kulinariske måltider (læs ikke bogen, mens du er sulten), pirrende dufte, smukke omgivelser og medrivende baggrundshistorier. Miljøbeskrivelserne fremstår så levende, at man som læser bl.a. transporteres til de hektiske marokkanske basarer.

Karaktererne er skønne, både de, der indtager en birolle, og Nell og Amy. De fremstår meget realistiske og levende. Deres baggrundshistorier er medrivende, og Rosanne formår virkeligt at skabe sympati for dem. Deres fælles kulinariske rejse vil ændre deres liv for altid, og de finder ikke bare sig selv, men også svar på fortidens hemmeligheder.

Amys grunde til at tage til Marokko bunder bl.a. i et gammelt postkort fra familiemedlemmet Glenn. Historien om Glenn der rejser rundt i verden i 1970’erne, og til sidst slår sig ned i Marokko, var fascinerende. Hvordan bogen vekslede mellem hans historie og de to pigers, bragte begge historier til live. At sammenligne det Marokko, som Glenn og hans kammerater oplever, med det Amy og Nell møder så mange år senere, gjorde bare bogen så meget bedre.

En interessant og spændende bog, der bl.a. udforsker livets forskellige komplicerede forhold. Er du fan af historisk fiktion, og elsker du bøger, der formår at transportere dig til andre steder, så vil Et spor af safran helt sikkert være noget for dig.

Et spor af safran

Forfattere: Rosanna Ley

Oversætter: Annemette Goldberg
Udgivet: 2023
Forlag: Zara
Sidetal: 538

Leave a Reply