HomeBoganmeldelser Mali af Torben Mathiassen

Mali af Torben Mathiassen

Comments : 1 Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , ,

Jordens klimaramte #1

Mali er skrevet af Torben Mathiassen. Torben Mathiassen er cand.merc. i international markedsføring, og bogen er hans debut som forfatter.

Forlagets beskrivelse:

Klimaforandringer har nu vist deres fulde styrke. Nordeuropa fryser, og mere end 100 millioner indbyggere er tvunget på flugt. De er magtesløse, uønskede, bange, sultne og uden håb for fremtiden, men ifølge FN og gældende international lov kan de ikke kategoriseres som flygtninge.

I et øde hjørne af Danmark ligger en lille landsby, hvor nogle få familier endnu forsøger at overleve det nye miljø, hvor de er afskåret fra omverdenen. Da kulden bliver værre, og mad og brændsel hastigt svinder ind, må de forlade landsbyen og stå ansigt til ansigt med deres nye virkelighed sydpå.

Overlevelsesrejsen er en chokerende og stærk fortælling om en familie, der kæmper for at overleve tragedien og mødet med det ukendte. Mali er første bind i serien Jordens klimaramte. Den handler om flugten fra en klimakrise, som truer med at udrydde store dele af Nordeuropas befolkning.

Bedømmelsen:

Mali er en fuldstændig fantastisk, medrivende og skræmmende bog. Den opstiller et, desværre, realistisk scenarie for, hvordan vores planet og verden kan udvikle sig, hvis vi ikke snart tager seriøs action.

Strøm og specielt gas er absolut en af de ting vi taler meget om i disse dage. Derfor virker det også meget plausibelt, at Europa i bogen forsøger af frigøre sig fra Ruslands magt, og at jagten på alternative energikilder satte ind – uden en viden (eller måske manglende erkendelse af) om, at denne jagt ville ende med en ny istid.

Måske er det også nemmere for os at skyde skylden på “de andre”. Overbefolkning, forurening fra energikilder er jo i hvert fald ikke vores skyld. Næ, vi køber jo økologisk mad, tøj i genbrugsbutikker og Danmark har da grøn energi, ikke? Samtidigt med at vi insisterer på retten til at flyve, køre bil og bruge ufattelige mængder energi på at lagre vores familiebilleder i skyen. Kan vi samles om en fælles fjende, så behøver vi jo ikke selv tage ansvar. (Og i stedet for dette ansvar, vælger vi at udforske nye planeter, i håbet om at vi en dag kan bosætte os der). Under Corona nedlukningen så vi fantastiske resultater lynhurtigt. Bedre luft, bedre vand. Der skulle chokerende lidt til – og alligevel har vi ikke ændret på noget.

Nå – tilbage til selve bogen: Torbens karakterer er velskabte, og de fremstår som meget realistiske. Deres lange og hårde kamp er velbeskrevet, og man kan sagtens sætte sig ind i deres følelser og overvejelser. Og man kan følge deres tankegang, da de erkender at de må begive sig ud på en lang og farefuld rejse. Vi ser, hvordan de hver især besidder en indre styrke, og denne, sammen med håb, er det der holder dem oppe.

Knuste drømme

Det er et kæmpe nederlag for dem, da de indser at Sydeuropa ikke er det helle de har forestillet sig. I en tid med mangel på ressourcer, er tanken om et fælles Europa lagt i ruiner, og hver land er sig selv nærmest. Det bliver et chokerende møde med rædselsfulde lejre – lejre som måske fremstår mere levende, når det nu er ”vores eget folk” der ender i dem. Og det er skræmmende hvordan religiøse uoverensstemmelser også her har meget stor indflydelse. Har de overskud til endnu en farefuld rejse, eller ender deres fortælling her?

Mali er et oplagt eksempel på, hvor vigtig litteratur kan være. Ikke kun som underholdning, men også som en vigtig kilde til viden. Og i Malis tilfælde også et godt grundlag for efterfølgende refleksion om vores fremtid. Den får min fulde anbefaling.

Mali

Bonus: I bogen nævnes Sapiens – on kort historie om menneskeheden af Yuval Noah Harari . Jeg kan kun anbefale denne bog, der giver et glimrende indblik i hvordan præcis vores art endte med at herske over kloden (og hvor meget vi ødelagte på vejen).

Forfatter:  Torben Mathiassen

Udgivet: 2022
Sidetal: 502

1 COMMENT

One thought on : 1

Leave a Reply