HomeBoganmeldelser Et stykke af tiden af Benn Q. Holm

Et stykke af tiden af Benn Q. Holm

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , ,

BERLIN, BOWIE OG BENN Q. HOLM – EN KÆRLIGHEDSHISTORIE

Et stykke af tiden er nyeste roman fra Benn Q. Holm. Han har skrevet 14 romaner siden han debuterede i 1994, og brød igennem med Hafnia Punk (1998), der i dag står som en klassiker om København i 90’erne.  Anden Verdenskrigs-romanen De døde og de levende (2016) blev en stor succes både hos læsere og kritikere, og introducerede forfatteren for et nyt publikum.

Fra bogens bagside:

Berlin 1976. Ben ankommer for at læse et år på universitetet. Der er optøjer, terrorisme, men også en sær søvngængeragtig atmosfære i den opdelte by, som en lomme i tiden. Og så er David Bowie flyttet dertil. Det bliver 12 måneder, der vender op og ned på alt i Bens liv. Ikke mindst da han møder sit livs kærlighed, Sabine, i Murens skygge.

Et stykke af tiden er Benn Q. Holm i topform, en coming-of-age-historie, et portræt af en by på et myteomspundet punkt i tiden og en kærlighedshistorie så ren og smuk, som han aldrig har lavet den før.

Bedømmelsen

Et stykke af tiden er en fortælling om en ung mand, der har en del med sig i bagagen, og derfor opfatter muligheden for et semester på det tyske universitet som chancen for en ny begyndelse. Men ensomheden flytter med, og i sin følelse af isolation begiver han sig ud i byens gader.

De kontraster han oplever mellem det moderne og tegnene fra krigens brutale rasen er meget flot beskrevet, og føres på glimrende vis over til pensionatet. Benn formår på glimrende vis at formidle stemninger og konflikter mellem de forskellige fraktioner, så man som læser føler sig hensat i datidens Berlin.

Ét år: så kort og flygtigt, men på samme måde med uanede muligheder for udvikling – men det er noget af et kulturchok der møder Ben. Kollektivet, hvor de venstreorienterede mener at have retten til at beskrive eller definere de korrekte moralske synspunkter, og i dagligdagen ikke tænker på, at deres by stadig ligger i murens skygge. Pensionatet, hvor beboerne langsomt åbner sig op, og afslører hvordan krigen ændrede dem.

Som der er store modsætninger mellem Øst- og Vestberlin, så er der store modsætninger mellem Ben og den ofte misforståede og arrogante Fabian Daxer. Men Fabian åbner en ny verden for Ben, og formidler bl.a. David Bowies betydning for byen. Jeg kunne sagtens have brugt flere detaljer om Fabian og hans fascinerende karakter.

Mødet med den smukke Sabine og den opslugende forelskelse var smukt skrevet. Her viste Benn tydeligt, hvor hektisk og opslugende et forhold kan være, når det har en naturlig ophørsdato. Her mærker man virkeligt Benns glæde ved at fortælle.

Som de trøstesløse grå bygninger i Østtyskland, var der dog til tider et gråt lag over bogen. En opbygning af sproget, der til holdt læseren og fortællingen en smule tilbage. Bogen mister noget af sin gejst, men er alligevel absolut en læseoplevelse værd.

Et stykke af tiden

Forfatter: Benn Q. Holm

Forlag: Alpha
Udgivet: 2021
Sider: 352

I 1989 blev muren endeligt væltet – du kan genopleve den dag i DR’s dokumentarprogram her.

Leave a Reply