HomeBoganmeldelser Sølvtøj og sød musik af Ewa Klingberg (Huskvarna #2)

Sølvtøj og sød musik af Ewa Klingberg (Huskvarna #2)

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , ,

En ny begyndelse

Sølvtøj og sød musik er andet bind i Huskvarna-serien fra Sveriges feel good-dronning Ewa Klingberg. Hendes bøger er blevet sammenlignet med Jojo Moyes og Jenny Colgan. Du kan læse min anmeldelse af seriens første bind, Kræmmerfund og kærlighed, her.

Fra bogens bagside

En hjertevarm feel good-roman om livets uventede drejninger og to stærke kvindeskæbner, der mødes på tværs af århundreder. Hvis du elsker hyggelige læseoplevelser, der giver et smil på læben, og holder af Jojo Moyes’ og Jenny Colgans romaner, så tag godt imod Sveriges nye feel good-dronning, Ewa Klingberg.

Knap er Jeanettes mand lagt i graven efter en ulykke, før hendes svigermor kommer anstigende og kræver at få lov at flytte ind hos hende. Jeanette indvilliger modvilligt og søger tilflugt på loftet, som trænger til en oprydning. Blandt alle de gamle støvede kasser og møbler gør hun et uventet fund, der giver hende indsigt i en gribende skæbne fra 1800-tallet.

En tidlig morgen i 1874 stikker den unge, selvstændige bondedatter Mathilda af fra sin familie i Stockmakarbyn. Samme dag skulle hun have været giftet bort til en ældre enkemand fra Rogberga – men skæbnen vil, at Mathilda skal gå sine egne veje.

Sølvtøj og sød musik er andet fritstående bind i den charmerende Huskvarna-serie. Bøgerne i serien følger forskellige karakterer, der alle holder til på den smålandske Huskvarna-egn, og kan læses uafhængigt af hinanden.

Bedømmelsen

Sølvtøj og sød musik er en hjertevarm og opslugende historisk feel-good roman. Bogen byder på en skøn og charmerende blanding af nutiden og det 19. århundrede. Der skiftes på en god måde mellem de forskellige historier, og de væves meget vellykket sammen til sidst.

Det var den historiske del der fangede mig mest. Mathilda blev fremstillet som uafhængig og initiativrig – en kvinde, der vælger at gå sin egen vej. Det kan ikke have været nemt som enlig kvinde i slutningen af det 19. århundrede at bryde tidens normer.

Karaktertegningen af både Jeanette og Mathilda var rigtig vellykket, så de begge fremstod levende og realistiske. Og så var det et sjovt lille tvist, at der er et gensyn med bl.a. Felicity fra den første bog.

Allerede forsiden signalerer at du her får en feel-good bog. Læsningen går glat grundet det flydende sprog, og den rigtige stemning indfinder sig hurtigt. Handlingen er velskrevet og finjusteret, og efterlader læseren med et skønt indblik i to kvinders liv.

Blandingen af fortid og nutid fungerer så perfekt, at selv læsere der normalt holder sig væk fra historisk fiktion sandsynligvis vil anse Ewas bøger som meget læsevenlige. Man transporteres til en anden tid, hvor de store sociale skel betød mere end i dag, og hvor de tidstypiske karakterer vækkes smukt til live.

En hyggelig roman om det at finde sig selv og kærligheden. En varm og charmerende historie – og det kan vi vel alle trænge til i disse tider.

Kræmmerfund og kærlighed

 

Forfatter: Ewa Klingberg

Udgivet: 2021
Oversætter: Rikke Toft Kleemann
Forlag: Gads Forlag
Sidetal: 366

Leave a Reply