HomeBoganmeldelser Faldesyge af Randi Fuglehaug

Faldesyge af Randi Fuglehaug

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , , ,

Mord og forræderi

Faldesyge er Randi Fuglehaugs første kriminalroman oversat til dansk. Randi har tidligere skrevet fag- og børnebøger, men Faldesyge er hendes første krimi i Agnes Tveit serien.

Fra bogens bagside

Faldesyge er en norsk krimi fra et kraftfuldt vestland med stærke kvinder og et moderne østland med magtfulde mænd.

Det er en strålende klar junidag i den vestnorske by, Voss. Åbningsceremonien til den årlige Ekstremsportsuge er i fuld gang, og humøret er højt. Men begejstringen får en brat ende, da noget rødt, hvidt og sort nærmer sig i frit fald fra oven. Og så ligger hun der – en kvindelig faldskærmsudspringer i norsk nationaldragt med sit blonde hår bredt ud over grønsværen. Faldskærmen foldede sig aldrig ud.

Den døde kvinde er en af fire veninder, der skulle springe Ekstremsportsugen ind sammen. Men er det en ren ulykke? Eller er der manipuleret med Veslemøys faldskærm?

Kort efter bliver ulykken til en drabssag, som river op i det lille samfund, hvor alle kender alle. Agnes dækker sagen, hvor fortidens hemmeligheder og løgne viser sig stærke nok til at skære faldskærmsliner over og lade en kvinde styrtdykke mod døden fra 12.000 fod og rive andre med sig i faldet.

Bedømmelsen

Faldesyge er en ganske flot krimidebut, hvor krimidelen dog får lov til at forsvinde lidt i baggrunden, mens forfatteren har mere fokus på karakterernes interne venskaber (og fjendskaber) samt hovedpersonens følelser. Det nedsætter bogens tempo, og gør at den til tider kan føles en lille smule langtrukken.

Bogen starter med et brag, der sætter læserne i den helt rette stemning. Og der møder da også læserne en række overraskelser undervej, men der er desværre lidt for langt mellem de virkelige spændingsmomenter. Sprogligt fejler fortællingen ikke noget, og der smides til tider en række ganske underholdende bemærkninger ind på siderne. Faldesyge indeholder de fleste af de karakterer der efterhånden næsten forventes i enhver krimi: de uduelige chefer (selvom redaktøren burde være fremstillet i et langt bedre lys med navnet Eskildsen 😉 ), hovedpersonen, der som den eneste kan se sandheden osv.

Det er interessant at følge hvad Agnes efterhånden får afdækket i den lille by – der er ikke meget idyl over sandheden. Og det er interessant hvordan hendes efterforskning får hende til at indse, at hun måske vil noget andet med sit liv og dermed lærer en del om sig selv undervejs. Måske erkender hun, at når ens umiddelbare fornøjelse ved mad er større end fornøjelsen ved forholdet til kæresten, Frederik, så er det måske på tide at foretage lidt ændringer.

Kender vi nogensinde helt hinanden? Har vi alle samme inderst inde ting vi skjuler for selv de nærmeste? Agnes skyer ingen midler for at finde frem til sandheden. Faldesyge viser absolut en kvalitet der lover godt for Randis fremtidige forfatterskab. Dog trækkes fortællingen ned af en til tider lidt for forudsigelig handling og en lidt klicheagtig udvikling. Jeg glæder mig til at læse mere fra Randis hånd, men håber dog på lidt mere action i kommende bind.

Faldesyge

Forfatter: Randi Fuglehaug

Oversætter: Agnete Friis
Udgivet: 2021
Sidetal: 395

Leave a Reply