HomeBoganmeldelser Fra asken af Linda Areklew (Frederik Fröding #1)

Fra asken af Linda Areklew (Frederik Fröding #1)

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , ,

Mord i midsommer

Fra asken er skrevet af Linda Areklew, og er første bind i hendes serie om Frederik Fröding. Fra asken er hendes debut. Bogen blev nomineret til årets svenske krimidebut af Crimetime Award.

Forlagets beskrivelse:

Som ung dreng overlever Fredrik Fröding færgen Estonias forlis i 1994. Hans forældre går ned med skibet, og Fredrik ser sin bror blive kastet ud af redningsbåden. Han kommer sig aldrig over tabet og nægter at erkende, at hans bror er død.

25 år senere er Fredrik overbevist om, at han ser sin bror sammen med en hotelejer. I forsøget på at finde sin bror følger Fredrik efter hotelejeren, der findes myrdet dagen efter. Pludselig er Fredrik mistænkt, og efterforskningen ledes af Sofia Hjortén, som Fredrik har en fælles fortid sammen med. Efterforskningen trækker tråde til en gammel brandulykke samt bibelcitater om retfærdighed og hævn.

Bedømmelsen:

Fra asken er en meget imponerende debut. En bog, der var spændende fra start til slut, og som derfor fastholdt mig hele vejen igennem. Introduktionen til de nye karakterer, Frederik og Sofia, foregår glidende og de fremstår meget veltegnede og realistiske. Også de fantastiske miljøbeskrivelser, der virkeligt hensætter læseren til den lille svenske ø, er med til at skabe en rigtig god læseoplevelse.

Plottet var rigtigt godt udtænkt, og hele tiden blev man fastholdt i spænding og de uventede drejninger. Selve historiens ramme var med til at højne spændingen. Den fremstod både levende og man følte sig næsten hensat til den lille ø.  Dialogerne var flotte og troværdige, og i det hele taget var bogens sprog med at understrege den flydende og medrivende fremdrift.

Historien bevæger sig ubesværet fra fortid til nutid, og de skift i tiden gav både dybde og indsigt i de involverede karakterer. Vi følger skiftevis Sofia og Frederik i nutiden og et ø-ophold i fortiden.  Et ophold, der ender med at få store konsekvenser. Stemningen skifter løbende, og specielt Frederiks forhold til sin fortid og Sofias overvejelser om hans skyld, er meget interessant at følge.

Bogen er spændende, velskrevet og helt uforudsigelig. Jeg er stor fan af Scandi Noir, og Fra asken skuffede absolut ikke. Jeg vil anbefale bogen til fans af bl.a. Maria Adolfsson og Anders de la Motte.

Fra asken

Forfatter: Linda Areklew

Oversætter: Peter Carstens
Udgivet: 2022
Forlag: Memoris
Sidetal: 378

Leave a Reply