18 juli, 2020
Geiger af Gustaf Skördeman
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: 5 poter, atomvåben, Den kolde krig, Geiger, Gustaf Skördeman, Hr. Ferdinand, konspirationsteorier, politi, politik, Politikens forlag, prostitution, spioner
Hellere ødelæggelse end overgivelse
Geiger er skrevet af debutanten Gustaf Skördeman, der tidligere har arbejdet som manuskriptforfatter, instruktør og producent. Gustaf har tænkt på at skrive bogen siden han i 1986 læste en artikel om NATOs begravede sprængladninger under de tyske veje. NATO vil hellere ødelægge centrale dele af landet end at lade russerne tage det.
Geiger er første bind i en planlagt trilogi med den handlekraftige betjent Sara Nowak.
Handlingen
Da Agneta modtager en opringning og hører ordet Geiger, sætter hun straks i gang. Planen har ligget klar i over 30 år, og hun ved hvad der forventes af hende. Hun finder sit våben frem, skruer lyddæmperen på og skyder sin mand – den af hele Sverige kendte og elskede Farbror Stellan.
Sara Nowak er betjent og arbejder p.t. på prostitutionsområdet i Stockholm. Hun er meget engageret i sit arbejde, og forsøger at hjælpe udsatte kvinder – og hendes engagement stemmer overens med hendes had til de mænd, der udnytter de ofte meget unge kvinder.
Anna, en af Saras personlige venner, bliver efterforskningsleder på drabssagen og hun tager kontakt til Sara grundet hendes kendskab til familien. Som barn legede Sara ofte med offerets døtre, og boede sammen med sin mor i et lille anneks tilknyttet familiens villa. Og Anna kan godt bruge list baggrundsviden til en sag, der snart skal rydde alle avisers forsider.
Selvom hun ikke officielt er en del af efterforskningen, kan Sara ikke slippe sagen. Hun kaster sig ud i en intensiv jagt ansporet af en tråd til Den kolde krig. Hun er dog ikke forberedt på, at jagten vil gribe ind i både hendes privatliv og hendes arbejde. Hun roder op i mange skjulte sandheder fra fortiden – og ender med at sætte sig selv midt i en ødelæggende plan.
Bedømmelsen
Geiger er en hæsblæsende og meget vellykket debut, der fanger læserne fra første side. Plottet og bogens overordnede intrige er velgennemtænkt, og udvikler sig konstant i uventede retninger. Meget vellykket er blandt andet forfatterens blanding af svensk politik med misbrug af unge kvinder.
Fortællingen bevæger sig uhindret mellem fortidens Kolde krigs højdepunkter og nutidens stigende terrorisme og nationalisme. Der ligger tydeligt en grundig research til grund for bogen, der hæves gevaldigt at forfatterens baggrund som manuskriptforfatter; billedskabende scener, højt tempo og masser af overraskende tvists. Resultatet er virkeligt god underholdning pakket ind i en spændende ramme.
Konspirationer har altid været et populært emne i fiktionens verden, og det er ikke uden grund. Der findes vel næppe noget bedre end at fordybe sig i fiktion med et realistisk skær – også selvom bogen til visse tider taber lidt for meget tempo.
Sara Nowak er en interessant karakter, der både skal forholde sig til interne familieproblemer og uduelige chefer(et trick, der efterhånden findes i de fleste krimier), men det er et vellykket greb at hun kan give personligt indblik i drabsofferets fortid.
2020 tegner til at blive et stærkt debutantår, og Geiger hører til i toppen. Er du elsker af spionthrillere og konspirationsteorier, så er Geiger et must på din boghylde.
Forfatter: Gustaf Skördeman