6 juni, 2022
Hævnens paradis af Rachel Hawkins
Comments : 1 Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: baggrund, drømme, Forlaget Falco, fortid, hævn, misbrug, opvækst, Rachel Hawkins, stoffer
Paradis eller helvede?
Hævnens paradis er skrevet af Erin Sterling, under pseudonymet Rachel Hawkins. Hun har skrevet flere YA bøger, og har studeret køn og seksualitet i victoriansk litteratur.
Forlagets beskrivelse:
Sommersol, glitrende drinks og smukke unge mennesker lyder måske som opskriften på en eventyrlig rejse, men det bliver til en skræmmende og dødsensfarlig færd, hvor ikke alle vender hjem.
Lux og hendes kæreste Nico længes efter at komme væk fra deres kedelige tilværelse i Hawaii, så da parret bliver hyret til at sejle to kvinder til en afsidesliggende ø i Stillehavet tager de chancen og sætter sejl mod nye eventyr. På rejsen får de mulighed for at knytte bånd over drinks under stjernehimlen, mens de langsomt nærmer sig destinationen. Trods sommersol, smukke unge mennesker og turkisblåt vand varer idyllen dog ikke længe, snart begynder dybt begravede hemmeligheder at dukke op til overfladen, og den ellers eventyrlige rejse bliver til en skræmmende og farlig færd alt for langt væk fra civilisationen. Lux finder ud af, at ikke alle er den, de udgiver sig for at være, og at det ikke er alle, som kommer levende fra øen.
Bedømmelsen:
Hævnens paradis tager udgangspunkt i en drøm de fleste af os vel har haft: at trække stikket og stikke af til en øde ø. Måske ændrer du mening efter at have læst denne bog. Øen byder nemlig på både en rædselsfuld historie og mange farer – nogle af dem synlige og resten ikke.
Karakterne er farverige, men ingen af dem fremstår specielt tiltalende. Faktisk var der ikke en eneste jeg følte for eller heppede på. Øen var til gengæld godt beskrevet og bragte en snert af uhygge til fortællingen. Gennem gamle dagbøger, breve og e-mails lærer læseren Meroe Islands mørke historie, og det sætter en god stemning. At bruge en øde ø med en skræmmende fortid er jo næsten det mest perfekte sted for en medrivende thriller (tænk låst rum bøger). Og derfor er det virkeligt en skam, at forfatteren ikke formår at udnytte dette til fulde.
Jeg manglede den psykologiske spænding jeg havde forventet. For mig kom det aldrig rigtigt helt i spil. Bogen lagde godt ud med en spændende præmis og et godt tempo, men så gik det ned af bakke. Alligevel fandt jeg mig selv vende siderne hurtigt, og der var absolut også nogle gode tvists i fortællingen. Det var bare ikke nok til at give den der ”fantastisk bog følelse”. Der var ellers lagt op til noget der virkeligt kunne udvikles i en spændende retning.
Lux er velvalgt som fortæller. Hendes stemme er tydelig og overbevisende. Derudover er brugen af flash backs til karakterernes fortid meget vellykket. Faktisk fandt jeg disse flash backs mere overbevisende end den nutidige historie. Sproget var farverigt, men ikke ligefrem kreativt – det er immervæk begrænset, hvor mange gange man kan skrive ”Fuck” i en bog (spoiler: rigtigt, rigtigt mange gange).
En bog med stort potentiale, der desværre ikke bliver indfriet.
Forfatter: Rachel Hawkins
One thought on : 1
Pingback: Villaen af Rachel Hawkins - Cats, books and coffee