HomeBoganmeldelser Villaen af Rachel Hawkins

Villaen af Rachel Hawkins

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , ,

Hemmeligheder dukker op

Villaen er skrevet af Rachel Hawkins, der har skrevet 15 bøger til både unge og voksne. Villaen er hendes tredje bog indenfor thrillergenren. På bloggen er tidligere anmeldt Hævnens paradis.

Forlagets beskrivelse:

Som børn var Emily og Chess uadskillelige, men deres forhold er blevet belastet af de krav, som stilles af voksenlivet. Da Chess foreslår en tur til Italien, takker Emily ja for at genoprette forbindelsen til sin bedste veninde. De skal bo i Villa Aestas i Orvieto, som i 1974 blev lejet af den berygtede rockstjerne Noel Gordon. Han havde inviteret den kommende musiker Pierce Sheldon, Pierces kæreste Mari og hendes stedsøster Lara med og under deres besøg blev der sat gang i en kæde af begivenheder, som fører til et brutalt mord på Pierce.

Emily graver i villaens komplicerede historie, og hun begynder at tro, at mordet på Pierce er mere end en fortælling om sex, stoffer og rock’n’roll, som endte galt. Jo tættere Emily kommer på sandheden, jo større spænding udvikler der sig mellem hende og Chess. Efterhånden som hemmelighederne fra fortiden dukker op kommer flere af nutidens hemmeligheder op til overfladen. Alt tyder på, at villaen kræver endnu et offer, inden sommeren er ovre.

Bedømmelsen:

Villaen er absolut en interessant og medrivende fortælling – det er bare ikke helt, hvad jeg ville kalde en thriller. Bogen er mere et spændingsfyldt drama, der i et nogenlunde roligt tempo veksler mellem fortid og nutid. Den byder dog på gode drejninger og intriger, der nok skal fastholde læseren.

Emilys sygdom og skilsmisse har udtørret alle hendes kreative tanker. Chess er på toppen af sin karriere som selvhjælpsforfatter, og derfor er det jo oplagt, at Emily tager imod hendes tilbud om hjælp og en tiltrængt ferie. Men mens de arbejder på deres nye bøger, viser der sig en dybtliggende rivalisering. Emily bliver dybt engageret i historien om det tidligere mord, men efterforskningen viser sig at have store uventede konsekvenser. Hemmeligheder afdækkes – ikke kun om villaen, men også om kvindernes liv.

Historien veksler mellem Mari og Emilys historie. Begge er spændende og dygtigt skrevet, og Hawkins griber muligheden for at drage interessante paralleller mellem de to kvinder. Det fungerer også rigtigt godt, at hun har valgt at bruge nyhedsartikler, sangtekster og uddrag fra Maris bog. Jeg var mest fascineret af Emilys historie, og blev faktisk mest interesseret i Maris fordi Emily var det.

Plottet er veludtænkt og lagdelt med en god kompleksitet. Det bliver dog håndteret en smule for svagt, og der var mere potentiale gemt i det. Slutningen virkede lidt som om det handlede mere om forhold end plot. Jeg havde også håbet på, at villaen i sig selv ville have tilført mere mørke og uhygge, men generelt fungerede den bare som en lidt kedelig kulisse.

Selvom Villaen ikke får topkarakter, så er den dog alligevel værd at læse.

Villaen

Forfatter: Rachel Hawkins

Oversætter: Bodil M. Little
Udgivet: 2023
Forlag:  Falco
Sidetal: 300

Leave a Reply