HomeBoganmeldelser Havets kirkegård af Aslak Nore

Havets kirkegård af Aslak Nore

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , , , , ,

Familie frem for alt

Havets kirkegård er skrevet af Aslak Nore, norsk journalist og forfatter. Romanen er baseret på historien om skibet D/S ”Prinsesse Ragnhild”, der forliste i 1940, og hvor årsagerne aldrig er blevet fastslået.

Forlagets beskrivelse:

Efteråret 1940. Hurtigruteskibet D/S Prinsesse Ragnhild forliser ud for den nordnorske kyst. Vera Lind og hendes nyfødte søn Olav overlever, men ægtemanden, skibsreder Thor Falck, og hundredvis af andre omkommer.

75 år senere begår Vera selvmord, og sporene peger tilbage på forliset. Veras forfatterskab stoppede brat, da hun i sin tid forsøgte at fortælle sandheden om den skæbnesvangre dag, men blev tvunget til tavshed. Efter farmorens død sætter barnebarnet Sasha sig for at dykke ned i historien, der gemmer på en rystende familie hemmelighed.

Havets kirkegård er storslået spænding om et norsk familiedynasti og den magtkamp, som opstår i dødens kølvand. En romantisk og dramatisk rejse op langs Norges kyst, og en fortælling om en sandhed med konsekvenser så store, at de kan føre til en families undergang.

Bedømmelsen:

Havets kirkegård er en bog med et stort potentiale, der ikke altid blev udforsket til det fulde. Plottet er dog meget veludtænkt, og de fleste læsere vil føle sig godt underholdt. For hvad er egentligt sammenhængen mellem et gammelt skibsvrag, et bogmanuskript og mærkelige begivenheder i en fjern konfliktzone.

Aslak Nore skriver godt om mennesker og familie-dynamikker. Han beskriver troværdige karakterer med både bløde og hårde sider. Alle veksler de frem mellem elsket og hadet gennem bogen. Efter bogen er læst, står man tilbage med et virvar af helte og skurke – sådan som virkeligheden jo ofte er.

Bogens fokus er på sandheder og løgne. Hvilke sandheder er det muligt for os at leve med, som individer og som nation? Hvad er de menneskelige omkostninger ved ikke at fortælle sandheden – som individer og som nation? Svarene peger i en retning, der går imod ikke kun den historie, familien har fortalt om sig selv i årevis, men også den officielle historie om Anden Verdenskrigs helte og fjender.

Karaktergalleriet var ret stort, så naturligt trådte nogle karakterer mere frem. Sasha spiller selvfølgelig en stor rolle, hvis fundne svar peger i en retning, der ikke kun går imod den historie familien har fortalt i årevis, men også den officielle historie om Anden verdenskrigs helte og fjender. Andre nævneværdige karakterer er Pater familias Olav Falck – en mand, med kontrol over penge, et magtfuldt fundament og en splittet familie. Meget af dette sætter rammerne for romanens handling. Også Hans Falck bør fremhæves – kommunist, krigslæge og kvindebedårer. De to mænds kontraster blev præsenteret på en ret underholdende måde.

Aslak har på en kreativ måde blandet historiske fakta med historisk fiktion. Derudover får vi en herlig snert af samfundskritik, og et spændende indblik i ellers lukkede miljøer. Vi mødes af et familie-drama fyldt med hemmeligheder og forræderi. Jeg fandt dog, at der var for mange omveje hen imod slutningen, og nogle steder virkede sproget for tørt og detaljeret – det mindede lidt om en undervisningsbog i historie. Det startede rigtigt godt, men endte med at være for langt.

Havets kirkegård er dog stadig læsevenlig med bl.a. dens referencer til Nordnorge (en fredsnation?), og de realistiske beskrivelser af krigen og bogens forskellige miljøer.

Havets kirkegård

Forfatter: Aslak Nore

Oversætter: Klaus Rothstein
Udgivet: 2022
Forlag: Gutkind
Sidetal: 480

Leave a Reply