28 august, 2023
Hendes øjne er grønne af Ole Højbo Andersen
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: Byens Forlag, dannelsesroman, forelskelse, Hendes øjne er grønne, Ole Højbo Andersen, selvtægt
En sløret virkelighed
Hendes øjne er grønne er skrevet af Ole Højbo Andersen og er hans debutroman.
Forlagets beskrivelse:
Året er 1999 og Daniel er lige flyttet hjemmefra. Daniel er dygtig på universitetet men ikke så dygtig udi livet. Da hans bedste ven vinder deres fælles ungdoms flamme, kaster han sin kærlighed på en pige, der bor i bygningen overfor.
Daniels betagelse tager til og udvikler sig til ren overvågning. Da han erfarer, at pigen bliver behandlet dårligt af sin kæreste, får han fantasier om, hvordan han skal redde hende. Han beslutter sig for at tage affære, og det får katastrofale følger – både for menneskene omkring Daniel og for Daniels forståelse af sig selv og verden.
Samtidigt er der drama i hans studiegruppe. Veninden Maja bliver slået af sin kæreste og spørgsmålene trænger sig på: Hvordan redder man nogen, der ikke vil reddes, og måske vigtigst af alt: hvem skal redde Daniel?
Hendes øjne er grønne er en grotesk dannelsesroman om kærlighed og venskab – og om, hvor forvrænget verden bliver, når man betragter den gennem en kikkert.
Bedømmelsen:
Hendes øjne er grønne er en ganske flot debutroman. Om Oles uddannelse som cand.jur har givet ham erfaring i at skrive vides ikke, men han udviser en god forståelse for at anvende sproget effektivt. Og det er nok det der gør, at man hurtigt fanges af fortællingen. Udover, selvfølgelig, den veludviklede historie og de relaterbare karakterer.
Den fagligt dygtige, men socialt uerfarne, Daniel er et rigtigt godt beskrevet menneske – den klassiske antihelt. Som alle andre besidder han flere facetter – måske også nogle han slet ikke selv var klar over. For da han først finder det mål, der vil ændre hans liv, så kommer helt uventede sider af ham frem.
Da Daniel først har overskredet grænsen, så er der ingen vej tilbage. Han opsluges af tanken om, at kun hans vej er den rette vej, og ender i et grænseland mellem ”det normale” og en opslugende retfærdighedsjagt. Og hvem ved – måske er det slet ikke hans skyld, at tingene udvikler sig som de gør.
En af de ting der tiltalte mig var, hvordan Ole har lagt små ”gåder” ind. Bøger og sange nævnes, og titlerne på disse har større betydning end man umiddelbart skulle tro – spring ikke let henover disse, for det giver meget mere dybde til fortællingen.
Hvor meget kan man tillade sig at gribe ind i andre menneskers liv? Og vil målet altid hellige midlet, uanset hvor indgribende dette middel er? Det er blandt andet nogle af de ting, læseren vil efterlades reflekterende over efter endt læsning.
Hendes øjne er grønne anbefales herfra.
Forfatter: Ole Højbo Andersen