HomeBoganmeldelser Holdt for nar af Harlan Coben

Holdt for nar af Harlan Coben

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , ,

En jagt efter sandheden

Harlan Coben har solgt over 70 millioner bøger! Det er imponerende i sig selv, men det skyldes at han er en fortræffelig forfatter og historiefortæller. Det beviser han også i denne historie om Maya og hendes jagt på sandheden.

Handlingen

Maya lever midt i et mareridt. I Central Park ser hun sin mand, Joe, blive brutalt myrdet lige foran hende – kun fire måneder efter hendes søster, Claire, blev myrdet. Maya må bruge al sin træning fra det amerikanske luftvåben for at holde sig på benene, ikke mindst for sin to-årige datter Lily.

Men en dag ser Maya noget, der på ingen måder kan være virkeligt. Måske har sorgen og stressen præget hende så meget, at hun har mistet følingen med virkeligheden? Men inderst inde ved hun godt, at det hun så har stor betydning, og hun beslutter sig for at finde Joes morder – koste hvad det vil.

Hurtigt er Maya faret vild i en labyrint af dybt begravede hemmeligheder, men hun ved at hun nærmer sig sandheden. Men hun er ikke den eneste på jagt, for konstant sanser hun en anden jæger. Hvem er det, der bliver ved med at følge efter hende? Og hvor langt kan man gå, før det pludseligt er for sent at bakke ud?

Bedømmelsen

Er du fan af spænding og tvists, og har du ikke nødvendigvis behov for bloddryppende lig, så er Holdt for nar sikkert noget for dig. For Harlan Coben har en enestående evne til at skrue sit sprog og fortælling sammen på en måde, der fastholder læseren hele vejen gennem bogen.

Maya er en interessant karakter, der i forsøget på at opklare mordet må konfrontere sin egen fortid. Hun er tydeligt plaget af tidligere beslutninger og handlinger, og Harlan beskriver på glimrende vis hvordan stress og traumer rammer tidligere udsendte soldater.

Plottet var meget detaljeret og virkeligt godt skruet sammen. Der er skabt et miljø og en atmosfære, hvor man aldrig ved hvem man kan stole på. Og for Maya bliver dette tydeligt i en grad, hvor hendes paranoia ender med at skabe tvivl om hendes egen virkelighedsopfattelse.

En spændende fortælling, hvor intet er hvad det udgiver sig for, og hvor spændingen fastholder læseren til det sidste. Harlan Coben beviser igen, at han er kongen af fængende spænding.

Forfatter: Harlan Coben

Oversætter: Poul Bratbjerg Hansen
Udgivet: 2017
Forlag: Gads Forlag
Sidetal: 310

Leave a Reply