HomeBoganmeldelser Hvad jeg ved om Vinter af Mette Høppner Jakobsen

Hvad jeg ved om Vinter af Mette Høppner Jakobsen

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , ,

Den forvirrende ungdom

Hvad jeg ved om Vinter er Mette Høppner Jakobsens debut. Mette har før arbejdet hos Lego, men valgte at sige jobbet op for helt at hellige sig karrieren som forfatter.

Handlingen

Lige pludseligt er den der – når man mindst venter det – den der kærlighed. Den slår til med et brag, da Max første gang bemærker Alice. Men hvem er denne mystiske pige med det pjuske hår, der kan finde på at tænde stearinlys på skolens toilet?

Max sætter alt ind på at lære denne mystiske pige at kende, men der er et eller andet der virker… anderledes. Og hvorfor er det lige, at Alices bedste veninde vil gøre alt for at holde hende og Max adskilt?

Max er uforvarende på vej ind i verden, der ligger langt fra de normale gymnasieproblemer. For Alice er meget mere end bare en normal teenagepige, og som del af noget større handler hendes hverdag ofte om liv eller død. Max har måske denne gang involveret sig i noget han ikke kan håndtere.

Men kærlighed vil nu en gang det som kærlighed vil. Max må håndtere og rumme alle sider af Alice, hvis han skal gøre sig noget håb om en fælles fremtid – men hvad hvis Alice denne gang har rodet sig ind i mere end hun kan håndtere?

Bedømmelsen

Hvad jeg ved om vinter er en sød, underholdende og til tider også lærerig fortælling. På intet tidspunkt sad jeg med følelsen af, at her var tale om en debut, for Mette virker som en erfaren forfatter. Og så kan man ikke undgå at se tegn på forfatterens tidlige fascination af hekse.

En af de ting der tiltalte mig mest, var det vellykkede miks af de helt normale hverdagsting og så de små drys af magi. Ved at kombinere disse to ting har Mette som forfatter skabt en række uanede muligheder for bogens fremsdrift, og det forstår hun at udnytte. Men selvom der findes en række overnaturlige elementer i bogen, så er her dog ikke tage om en bog i fantasy genren – mere en form for fortælling flettet ind i magisk hverdagsrealisme.

Selvom bogen er relativt kort, så når den alligevel at behandle en lang række emner. Og som ung vil man sagtens kunne genkende sig selv i disse emner og samtidigt det miljø bogen er centreret om. At der så hele vejen gennem bogen er en underliggende tone af humor, det er bare en bonus.

Karakterer er velbeskrevne og fremstår alle realistiske. Så er du til skønne ungdomsbøger om venskaber, kærlighed og lidt heksekunstner, så vil Hvad jeg ved om Vinter være lige noget for dig.

Hvad jeg ved om Vinter

P.S.: I bogen nævnes en playliste. Denne kan du finde på Spotify – bare søg på “Classic Rock til Alice fra Max, vol. 1”.

Forfatter: Mette Høppner Jakobsen

Udgivet: 2020
Forlag: Byens Forlag
Sidetal: 200

Leave a Reply