HomeBoganmeldelser Hvide elefanter af Jakob Brodersen

Hvide elefanter af Jakob Brodersen

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , ,

Fra drøm til mareridt

Hvide elefanter af Jakob Brodersen er en aktuel og dyster satire om udviklingsarbejde – inspireret af virkelige hændelser.

Jakob Brodersen er uddannet journalist. Han driver sit eget freelancebureau og beskæftiger sig især med ny forskning og udviklingsjournalistik. Han debuterede som skønlitterær forfatter i 2015, og har siden skrevet flere romaner.

Hvide elefanter er i moderne sprogbrug blevet synonym med fejlslagne projekter specielt i udviklingsbistandsverdenen. Den hvide elefant er karakteriseret ved, at den er en storstilet ide, men uden lokalt forankring og tagen ejerskab.

Fra bogens bagside:

Ingeniøren Alan Bang har opfundet en soldrevet pumpe, der holder den jyske vestkyst oven vande trods klimaforandringer og vandstandsstigninger.  Med flere forliste forhold bag sig, en buldrende midtvejskrise og en fremmedgjort datter i Sydamerika, famler han efter mening med tilværelsen. Han vil gøre noget godt: med pumpen vil han genskabe Afrikas udtørrede oaser, redde jordens klima og
gøre verden bedre. Han finder dog ud af, at selv de bedste intentioner og den smarteste teknologi intet kan stille op mod menneskelig dårskab, religion og vanetænkning.

Bedømmelsen:

Hvide elefanter er en af de bøger man sluger i ét hug. Bogen behandler alvorlige emner med et humoristisk glimt i øjet. Sproget flyder med en skarpt tilrettet stil, og trods det relativt store persongalleri formår Jakob alligevel på kort plads at give læserne et godt billede af de forskellige karakterer.

Alan drømmer om at kunne gøre en reel forskel, dog også drevet af hans ødelagte forhold til datteren og hans igangværende skilsmisse. Alt ser på papiret glimrende ud, men Alan har ikke taget højde for Ugandas vidt anderledes kultur og sociale udfordringer. Og hvad han slet ikke har overvejet er, hvordan det danske bureaukrati roterer langsomt, og ikke er åbne overfor projekter der ikke passer præcis ind i deres forud definerede kasser.

Som læser kan man ikke undgå at blive grebet af Alans idéer og en reel mulighed for at ændre nogle meget reelle verdensproblemer. Og det gør at bogen passer perfekt ind i tidens tendenser med fokus på de store miljøforandringer (selvom der indtil nu ikke er sket de store forbedringer). I sagens natur er der en grad af tekniske forklaringer i bogen, men de er ganske nemme at følge med i.

Jeg havde gerne læst mere uddybende om de uventede udfordringer Alan støder på i Uganda – her syntes jeg måske Jakob slipper en lige smule for nemt over det. Men det ændrer ikke på, at Hvide elefanter er en meget relevant bog der anbefales herfra.

Hvide elefanter

Forfatter: Jakob Brodersen

Udgivet: 2021
Forlag: Brændpunkt
Sidetal: 252

Leave a Reply