HomeBoganmeldelser I krig med politiet af Arne Woythal

I krig med politiet af Arne Woythal

Comments : 1 Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , ,

Arne Woythal

POMLT-enheden i Helmand betragtes som den farligste mission, dansk politi nogensinde har deltaget i. I 2012 var Arne Woythal en del af denne mission og med I krig med politiet giver han et personligt indblik i dagligdagen i Afghanistan.

Hjemme i Danmark er Arne betjent, musiker og forfatter af indtil videre tre krimier om betjenten Rasmus Berg.

Handlingen

Arne drager til en verden fjernt fra Danmark – både geografisk og kulturelt. Med sig har han en mangeårig erfaring fra dansk politi, men også fra en tidligere udsendelse til Afghanistan. Nu skal han endnu en gang manøvrere gennem fysiske og psykiske minebælter, hvor det nogle gange kan være nødvendigt at holde gode miner til slet spil.

Som mentor for kriminalpolitichefen i byen Gereshk, er det ikke kun de ydre farer fra eks. Taliban man skal være opmærksom på, men også risikoen for green on blue (når de lokale vender sig mod de internationale samarbejdspartnere) – eller en opiumspåvirket soldat, der jagter en humlebi.

“At blive politimand i Danmark kræver en uddannelse. I Afghanistan kan en ung mand melde sig, få en uniform og et par timers træning i brug af den medfølgende AK-47, hvorefter han er klar til opgaverne på et checkpoint.”

Med dårligt uddannet personale, ekstrem mangel på ressourcer og daglige kamphandlinger i landet, skal hver sag vurderes for at sikre hvor hjælpen bedst sættes ind. Og sager er der nok af; fra kidnapninger over nedskydning af skolebørn til internt misbrug af unge drenge.

Hjemvendt fra udstationeringen har Arne dog også varige venskaber, uvurderlige oplevelser og en vished om, at han i hvert fald har gjort noget.

Arne

Britisk og dansk soldat ved Green Zone

Bedømmelsen

I krig med politiet var meget interessant og tankevækkende læsning. Både Arnes personlige grunde til at tage af sted flere gange, og hans refleksioner efter missionen, var med til at hæve bogens niveau.

Sproget var meget ligetil – Arne er ikke en erfaren krigsreporter, men det udgiver han sig heller ikke for at være. Det giver bogen en smule fragmenteret opbygning, men også en stor autencitet.

Nedslagene i Arnes oplevelseskatalog redegør på glimrende vis for de forskelligartede opgaver, og hans store forståelse og respekt for kulturelle forskelle. Forskelle som de britiske og amerikanske styrker ikke virkede til at respektere på samme måde.

Bogen er ledsaget af en række af Arnes egne billeder, hvilket fungerede godt som supplement. En spændende beretning om arbejdet i et land præget af kriminalitet og korruption, fortalt på baggrund af en tydelig faglig styrke.

Arne

Forfatter: Arne Woythal

Udgivet: 2018
Forlag: Byens Forlag
Sidetal: 193

1 COMMENT

One thought on : 1

Leave a Reply