6 april, 2018
Kludedukken af Daniel Cole
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: Daniel Cole, mord, politi, Politikens forlag, psykologisk thriller, spænding, thriller
Wolf – en ulv i fåreklæder?
Daniel Cole arbejder til dagligt som manuskriptforfatter, og Kludedukken var da også oprindeligt tænkt som manuskript. Men det blev afvist, og Daniel besluttede at lave historien om til en bog i stedet – og det skal vi læsere være glade for.
Karakteren Wolf og hans kolleger er blevet vel modtaget, og bogen er solgt til over 30 lande. Anden bog i serien – Hangman – er allerede udkommet i England, og kan forventes i Danmark i efteråret 2018 eller foråret 2019.
Fun fact: Daniels bøger indeholder altid en Harry Potter og en Bon Jovi reference – kan du finde dem i Kludedukken?
Handlingen
Kriminalassistent William Oliver Layton-Fawkes (Wolf) skyer ingen midler for at fange en gerningsmand. Så da “Ligbrænderen” frifindes i retten, slår det klik for Wolf, og han overfalder gerningsmanden. Ingen andre unge piger skal miste livet!
Nu, fire år senere, ser livet meget anderledes ud for Wolf. Overfaldet kostede ham en indlæggelse på psykiatrisk afdeling, konen er skredet og Wolf bor i en sølle lejlighed, hvor flyttekasserne endnu står uåbnede langs væggen.
En ting er dog den samme: hans brændende iver for at fange mordere – koste hvad det vil. Og da han kommer til et nyt gerningssted tyder alt på, at han får brug for alle sine evner: det ene mordoffer han forventede at se viser sig nemlig at være 6 ofre – og dele af ofrene er syet sammen til et lig. En af delene virker skræmmende bekendt – og ligets finger peger direkte mod Wolfs lejlighed.
Wolfs ekskone, Andrea, arbejder som journalist, og i denne egenskab modtager hun en liste. En dødsliste over morderens 6 næste ofre og deres dødstidspunkt – det sidste navn på listen er … Wolf.
Politiet træffer alle forholdsregler for at beskytte de kommende ofre, men morderen er konstant et skridt foran. Politiet presses fra alle sider, og journalisterne hjælper ikke på sagen, da de indsætter et døds ur på deres reportager. Kan Wolf holde til presset? Hvem er ven og hvem er fjende? Uret tikker, og morderen er på vej …
Bedømmelsen
Jeg har i det sidste stykke tid stiftet bekendtskab med en del debutanter, og endnu en gang er jeg dybt imponeret. Plottet er meget velskrevet og indeholder en del originale tanker, der er medvirkende til at fastholde spændingen hele vejen igennem.
Daniel Cole formår at skubbe til grænserne for klassisk thrillerstemning, og hans erfaring med manuskripter viser sig tydeligt i hans brug af virkemidler. Stemnings- og miljøbeskrivelserne af et nuanceret London kunne absolut gøre sig på det store lærred. Derudover indeholder bogen en del humor, der medvirker til at skabe en realistisk historie.
Vores antihelt Wolf er velbeskrevet og nuanceret – en mand med hjertet på rette sted og en udtalt manglende respekt for autoriteter. Han flankeres glimrende af kollegerne Baxter og Edmunds. Han er kontroversiel, arbejder helst alene og opsluges i den grad af efterforskningen. Dermed formår Daniel at drage paralleller mellem Wolf og morderen, idet begge tvinges til at afsløre de mørkeste dele af deres sind
Kludedukken er overraskende, nervepirrende, medrivende og med et genialt plot. Well done, Daniel. Well done.
Tusind tak til forlaget for anmeldereksemplaret.
Forfatter: Daniel Cole