22 marts, 2021
Larmende stilhed af Katja Ranvits
Den indre mørke stemme
Larmende stilhed er andet bind i Katja Ranvits’ planlagt trilogi. Katja debuterede i 2019 med romanen Stille skrig.
Katja har i bogen bl.a. trukket på sine personlige erfaringer, da hun tidligere har arbejdet på børnehjem, og har en kandidatgrad i pædagogisk psykologi.
Fra bogens bagside:
“Tordenen buldrede frem inde i hende, og andrikken gik til angreb mod hendes ben. Hun sparkede den væk, så den ufrivilligt fløj gennem luften, indtil den ramte et træ og faldt til jorden. Kvindens opmærksomhed blev nu igen rettet mod andens vinge. ”Knæk den,” råbte stemmen.” Bræk vingen på det grimme dyr.”
En augustdag træder Cecilie Knudsen spændt ind på pædagogseminariets matrikel. Her møder hun Ulla, som hun hurtigt fatter sympati for. Mens deres venskab udvikler sig, forsøger Cecilie at forstå Ullas ophav og opvækst. Dette fører hende langt ind i et af Danmarkshistoriens allermørkeste kapitler. Men, hvad Cecilie ikke ved, er, at fortiden hun har prikket til, har sat mørke spor i Ulla. Og som en sulten blæksprutte efter mange år i dvale er mørket nu vågnet. Det rækker stædigt sine lange tentakler ud efter Cecilie. Og efterlader hende åndeløs og skræmt.
Larmende stilhed er en fortælling om menneskets skyggesider og sindets uendelige kringelkroge.
Det er en historie, der stiller spørgsmålstegn ved begreberne arv og miljø; hvad vejer tungest – genetik eller omgivelsernes indflydelse? Derudover cirkler romanen om eksistentielle spørgsmål som: hvor godt kender du egentlig din omgangskreds – og dig selv for den sags skyld?
Bedømmelsen
Larmende stilhed er en fiktiv version af virkeligheden verden – og netop dette gør den så skræmmende. Man sidder tilbage med følelsen af, at dette sagtens kunne være en sandfærdig historie. I læseren vil naturligt vækkes minder om de historier man har hørt om anbragte børn i 60’erne og 70’erne. I dag er vi gudskelov nået et stykke længere, men måske er nutidens behandling stadig et grundlag for skadede børn.
Bogen er fuld af et skræmmende mørke symboliseret ved Ullas indre stemme. En stemme, der til tider tager karakter af en fysisk person, og efterlader læseren med tanken om, at Katja via Ulla har givet en stemme til de mennesker, der selv den dag i dag er ramt af konsekvenserne af det miljø de blev anbragt i.
Jeg fandt bogen meget anderledes i forhold til Stille skrig. Hvor Stille skrig absolut ikke var for de sarte læsere hvad angår blodige mord, så har Larmende stilhed mere fokus på det psykiske – og den psykiske vold kan føles meget håndgribeligt. På den anden sige er det nemt at drage paralleler mellem tidligere binds Stephania og dette binds Ulla, da begge har været udsat for brutale overgreb i deres fortid.
Bogen behandler i et flydende sprog den menneskelige ondskab og svigt. Det er et fascinerende samspil der opstår mellem Cecilie og Ulla. Måske er det netop Cecilies egen barske fortid, der driver hende til at ville hjælpe Ulla – men er det altid muligt at hjælpe andre mennesker? Titlen er et yderst velvalgt oxymoron, og jeg kan kun endnu engang anbefale Katjas bog til læserne.
Forfatter: Katja Ranvits