HomeBoganmeldelser Love City af David og Stephan Garmark

Love City af David og Stephan Garmark

Comments : 1 Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , ,

Brødrene er tilbage

I 2017 udgav David og Stephan Garmark deres første fælles bog, Rakelsminde. Den blev rigtigt godt modtaget, og nu er de så klar med deres anden fælles bog. I Rakelsminde tog de os med til den nordjyske hede, men denne gang skal vi noget længere væk – på en rejse i Danmarks dårlige samvittighed: De Vestindiske øer.

Her findes bl.a. fantastiske St. John, der ofte omtales som Love City. Men under overfladen findes skræmmende ting …

Handlingen

De Vestindiske øer: palmer, strande, solskin og rom. Som regel et idyllisk tilflugtsmål for mange turister – men nu er tiden en anden. Øerne er ødelagt efter en voldsom orkan, og der kommer ingen hjælp fra USA. Nu har en mystisk sygdom ramt St. John – en sygdom, der minder meget om malaria, men hvor den normale medicin ikke har den store virkning.

I frustration og afmagt over den manglende hjælp er der udbrudt oprør på øerne og den lokale Malcolm har overtaget magten. Som en del af et internationalt nødhjælpsprojekt tager danske Sam Fisker med mange andre afsted mod St. John. Som beskyttelse mod oprørshæren har de blandt andet et privat vagtværn, ledet af den erfarne Daniel (Danny) Stoker. På St. Thomas møder de den første modstand, da hæren vil have deres del af nødhjælpen, hvis gruppen skal fortsætte – og at hæren mener det alvorligt, går hurtigt op for gruppen.

Fremme på St. John går katastrofens omfang op for Sam og Danny – øen er raseret af orkanen og det interimistiske hospital kæmper mod tiden, som flere og flere patienter samt læger omkommer. For Daniel virker stemningen endnu mere skræmmende – han fornemmer konstant, at der er skjult fare på øen. Han ser ting andre ikke ser.

Sam er desperat for at finde et middel mod sygdommen, og opsøger derfor en pensioneret læge. Hvorfor er hans hus omgivet af talismaner? Og hvad er det Danny forsøger at skjule for hende? Har det hele baggrund i den skræmmende fortid, hvor de danske slavehandlere bragte slaver til øen – og med dem deres viden om det okkulte og farlige kræfter?

Danny

Bedømmelsen

Med en stil der vækker minder om Tom Clancy, er det endnu en gang lykkedes brødrene at forfatte en fortælling, der er medrivende, skræmmende og overraskende. I en fantastisk blanding af horror, urban fantasy og krimi, tager de os tilbage til det oprindelige, de magtfulde naturkræfter og en næsten glemt del af Danmarks historie.

Miljøbeskrivelserne er fantastiske, og brødrene besidder en imponerende evne til at opbygge en spænding. Her er øerne med den skræmmende sygdom og det barske vejr en perfekt ramme for historien. Karakterne er godt beskrevet, og hver især må de gøre op med dele af deres fortid. Det er med til at hæve historien, ligesom der med perfekt placering inddrages små stikpiller til USAs nuværende regering.

Uhyggen er konstant til stede, og læseren er tvunget til at læse side efter side til det hæsblæsende klimaks. Meget anbefalelsesværdig. (og kig lige nærmere på coveret – det er fantastisk).

Danny

Brødrene donerer en del af overskuddet fra bøgerne til nødhjælp i samarbejde med Røde Kors, og du kan støtte indsamlingen lige her. Desuden kan du lære bogens karakterer bedre at kende, ved at læse de små noveller brødrene har skrevet. De kan bl.a. findes på Mofibo.

Har du lyst til at lære mere om Danmarks involvering i slavetiden og De Vestindiske øer, kan du bl.a. se miniserien Danmark sorte samvittighed. I tre afsnit følges en gruppe nuværende øboerne på rundtur i Danmark, ligesom man følger en gruppe danske turister på besøg på øerne (ja – jeg er en af dem).

Forfattere: David Garmark og Stephan Garmark

Udgivet: 2018
Forlag: Kandor
Sidetal: 276

1 COMMENT

One thought on : 1

Leave a Reply