28 september, 2022
Maid af Stephanie Land
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: Bugten, chick lit, fortid, fremtid, Lindbak og Lindbak, LJ Ross, mord, romantik, spænding, traumer
En daglig kamp
Maid er skrevet af Stephanie Land, og er baseret på hendes eget liv og kampen for at komme ud af fattigdommen. Historien er filmatiseret, og kan findes på Netflix. P.t. arbejder Stephanie Land på sin næste bog: Class.
Forlagets beskrivelse:
Som enlig mor knokler Stephanie Land som rengøringshjælp for at kunne forsøge sig selv og sin lille datter. Det er en barsk beskrivelse af fattiges vilkår i USA. Om den skam, hun føler, og de fordomme, hun bliver mødt med på samfundets bund. Bogen er Goodreads-nomineret til Årets biografi.
Bedømmelsen:
Maid er en både hjerteskærende og vigtig fortælling om kamp, kærlighed og klasseforskel. Det er en ærlig og jordnær fortælling om en kvinde, der forsøger at manøvrere i et system der til alle tider arbejder imod hende. Historien fortælles uden dramatik, men den underliggende desperation skinner tydeligt igennem.
En af de ting der gør bogen meget læseværdig er, at den belyser den kamp det kan være at slippe ud af fattigdom i USA. Den utrættelige frustration over det manglende sikkerhedsnet, de måder samfundet systematisk fastholder fattige i fattigdom, det uendelige bureaukrati og andre menneskers syn på ”de fattige”.
Jeg er efterladt dybt imponeret over, at Land aldrig opgav sin drøm om en uddannelse, når man tænker på de mange opslidende kampe. Hvordan en let øget indtjening kunne medføre inddragelse af offentlige tilskud, og på denne måde reelt ikke give folk incitament eller mulighed for at opspare penge. Man er ikke i tvivl om, at den store kærlighed til datteren Mia ofte var det eneste der holdt hende oppe.
Land skriver på en meget engagerende og levende måde. Man følte sig hurtigt inddraget i fortællingen, der gang på gang chokerer med den manglende medmenneskelighed. Stigmatisering, hjertesorg, skam og frygt – Land oplever dem alle og mere til. Hun udforsker støtten og uretfærdigheden ved velfærdsprogrammer, familie og venskaber – og finder både menneskelighed og afsky i de mennesker, hun møder.
Maid er en erindringsbog fortalt med rå og brutal ærlighed. Den er følelsesladet, modig og meget, meget tankevækkende. Maid anbefales stærkt herfra.
Forfatter: Stephanie Land