HomeBoganmeldelser Millionæren fra Singapore af Kevin Kwan

Millionæren fra Singapore af Kevin Kwan

Comments : 2 Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , ,

Indledning

Millionæren fra Singapore, om Rachel Chus første møde med en absurd verden, er første bind i Crazy Rich Asians trilogien. Bogen blev udgivet allerede i 2013, men med premieren på filmen i 2018 blev hypen genoplivet og nu kan vi så nyde serien på dansk.

Forfatter Kevin Kwan blev inspireret til at skrive bogen mens han passede sin kræftsyge far. Kevin begyndte at skrive for at fastholde deres fælles minder. I 2018 kom han på Times liste over de 100 mest indflydelsesrige mennesker.

Handlingen

Årets bryllup skal snart finde sted i Singapore, når den karismatiske Colin skal giftes med model og mediedarling Araminta Lee. Med til brylluppet skal selvfølgelig gommens bedste venner, herunder fætter og forlover Nicholas “Nicky” Young. Men Nicky kommer ikke alene til Singapore – med sig har han nemlig sin kæreste, Rachel Chu.

Det virker jo umiddelbart helt tilforladeligt – hvis det ikke lige var fordi at Nicky aldrig før har introduceret en kæreste for familien. Og hvis det ikke lige var fordi, at introduktionen traditionelt tyder på et forestående bryllup. Og hvis det ikke lige var fordi at Nicky har glemt at fortælle Rachel om sine lidt specielle livsomstændigheder. Hans familie er nemlig stinkende rig, og alle i deres omgangskreds kan redegøre for deres stamtræ og indbyrdes relationer mindst seks generationer tilbage.

Rachel ankommer forventningsfuld til Singapore, men er på ingen måde forberedt på den absurde verden hun nu kastes ud i. En verden af penge (mange penge), traditioner, ondsindede slægtninge, sociale stræbere og masser af drama. For ikke nok med at Rachel er udeforstående og ikke fra den “rigtige” Chu familie – hun har også slået kløerne i en af de mest eftertragtede ungkarle i Singapore. The war is on!

Rachel

Bedømmelsen

Millionæren fra Singapore er indledningen til hvad der vel bedst kan beskrives som en absurd asiatisk udgave af Dollars – bare endnu mere over the top. En slags litterær form for reality tv, som man egentlig ikke burde kunne lide, men som alligevel fanger og fastholder hele vejen igennem.

At forsøge at finde sammenhæng i de forskellige karakterers indbyrdes familieforhold og forbindelser kan være meget forvirrende, men bogen er gudskelov suppleret med et stamtræ. Og det er en meget vigtig del af bogens liv at få placeret folk rigtigt i de forvirrende relationer – hvordan ved man ellers hvor de hører til i hierarkiet.

Karakteropbygningen er generelt ikke den mest dybdegående, men alligevel efterlades man med følelsen af at have stiftet bekendtskab til et fantastisk sammensat persongalleri. Hver enkelt karakter bidrager med deres specifikke præg på historien, og nogle af sidekaraktererne endda med en grad af sarkasme og humoristisk sans, der virkeligt hæver bogens stemning.

Gemt under det tilsyneladende overfladiske liv byder bogen dog også på mere alvorlige temaer. Konflikter der opstår, når man prøver at være en anden end man egentlig er samt de generationskløfter der kan opstå i enhver familie.

Millionæren fra Singapore er på ingen måde stor, verdensomvæltende litteratur, men på sin helt egen trashy måde er det bare virkeligt god underholdning.

Rachel

Forfatter: Kevin Kwan

Udgivet: 2019
Forlag: Hr. Ferdinand (en del af Politikens Forlag)
Sidetal: 472

2s COMMENTS

2 thoughts

Leave a Reply