Når vi tager demokratiet for givet

Tv-vært og forfatteren Niels Krause-Kjær chokerede Danmark, da han i 2000 udgav bogen Kongekabale, der var baseret på opgøret i Det Konservative Folkeparti. Nu er han endelig klar med sin næste politiske spændingsroman, der meget aktuelt starter med et valg. Ulrik Torp er tilbage – men ikke i sin vante rolle.

Handlingen

I den sidste sparerunde på Dagbladet var Ulrik Torp en af dem der røg ud. Sidenhen er det ikke ligefrem gået fantastisk for den fandenivoldske journalist, der stadig kæmper for at finde sin plads i samfundet. Som mange andre sidder han fast i Jobcenterets net, og nu skal han altså i virksomhedspraktik… på Dagbladet!

Der er udskrevet valg, og Ulrik er vel den oplagte kandidat til at dække dette – men i stedet skal han, sammen med de andre (og meget yngre) praktikanter, fylde de steder i avisen der ikke omhandler valget.

Dagen før valgets udskrivelse bliver en ung fuldmægtig i Indenrigsministeriet fundet myrdet i Ørstedsparken. Det er en af de sager Ulrik skriver en artikel om, men det ryger lidt i glemmebogen, da politiet ikke kommer videre med efterforskningen.

Men afdødes søster kontakter gentagne gange Ulrik, og pludselig er han og de andre på sporet af noget – noget der indeholder langt mere end et mord. Noget, der rækker udover Danmarks grænser og med spor tilbage til 2. verdenskrig. Noget, der sættes vores liberale demokrati under stærkt pres. Og noget, som nogle vil gå meget langt for at skjule.

Bedømmelsen

Endnu engang formår Niels Krause-Kjær at udkomme med en bog lige midt i den mest aktuelle periode. Lige op til et valg og i en tid, hvor flere og flere stiller spørgsmåls-tegn ved EU. Og igen viser han sin evne til at præsentere kringlede politiske intriger og magtkampe på en realistisk og forståelig måde.

Mørkeland har et mere dystert præg end Kongekabale, hvilket efterlader det indtryk at Niels Krause-Kjær ikke længere tror helt så meget på demokratiets fremtid. Dette forstærkes af den tydelige samfundskritik og nervøsitet for fremtiden som bogen indeholder. Lever vi i en tid, hvor vi efterhånden tager demokratiet for givet? Og hvad sker der, når mennesker ikke længere har tid eller interesse i grundige, undersøgende reportager, men får deres information via Twitter og Facebookopslag?

Som i Kongekabale er det tale om fiktive karakterer – men ingen læsere kan vist være i tvivl om, at disse fiktive karakterer har deres udspring i virkelighedens politiske aktører (Ralf Pittelkow og Karen Jespersen). Derudover inddrages også faktuelle hændelser, som eks. lukningen af den private efterretningstjeneste Firmaet efter den kolde krig. Og netop ting som disse gør læsningen så meget mere skræmmende – for hvor meget er så ellers sandhed.

Der er rigeligt med tankevækkende læsning og konspiration i Mørkeland, men måske har Niels Krause-Kjær denne gang gabt over lidt for meget. Jeg var efterladt med en snert af uindfriede ambitioner og en lidt for letkøbt slutning. Men vigtigst af alt, sad jeg tilbage med spørgsmålet: helliger målet altid midlet?