HomeBoganmeldelser Mørkemanifestet af Johan Eklöf

Mørkemanifestet af Johan Eklöf

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , ,

Hvad sker der med en verden, der aldrig slukker for lyset?

Mørkemanifestet er skrevet af Johan Eklöf, der er svensk flagermusforsker. Han er mest kendt for sit arbejde med mikrobatsyn og, på det seneste, lysforurening. Han har nu sit eget konsulentfirma, hyret af myndigheder, vindselskaber, kommuner, byplanlæggere og miljøorganisationer som ekspert i flagermus, natøkologi og naturvenlig belysning

Forlagets beskrivelse:

For at sikre en lys fremtid, skal vi omfavne mørket. Verdens flora og fauna har siden tidernes morgen levet i en naturlig cyklus mellem nat og dag. Det har opfindelsen af elpæren ændret radikalt ved. Den konstante kunstige belysning i dag har skabt global lysforurening, og det forstyrrer al slags liv.

Mørkemanifestet handler om den dominoeffekt, der finder sted, når lyset er tændt døgnet rundt: insekter, der ikke formerer sig, fugle, der blændes og forvirres, sultne flagermus, der venter forgæves på et natligt bytte. Og mennesker, hvis hormoner og mentale velvære tvinges ud af kurs. En natøkologisk og livsforandrende bog om fordelene ved mørket.

Bedømmelsen:

Mørkemanifestet er en bog, der virkeligt fik mig til at tænke. Jeg har aldrig overvejet, hvor meget lysforurening har indflydelse på verden (bortset fra når det har irriteret mig ikke at kunne se stjerner midt i København). Men forstyrrelsen af den naturlige døgnrytme har langt flere konsekvenser, end de fleste nok umiddelbart er klar over.

Evolutionsmæssigt har alle arter brug for en rytme. En skiften mellem lys og mørke, hvor de forskellige arter udfolder sig på forskellige tidspunkter af døgnet. Når vi ødelægger denne naturlige cyklus, så ødelægger vi langt flere ting end vi kan forestille os. Mennesker, flagermus, bier, skildpadder, fugle og hvaler – det er bare nogle af de arter der rammes. Reproduktion, migrering, jagten på føde og frøformering rammes også at det konstante lys.

Hovedparten af bogen handler om naturen og dens beboere, men bogen fokuserer også på den menneskelige oplevelse af himlen, og hvordan mange i dag ikke er i stand til at opleve mørkets magi. At lære at lade natten være en del af vores liv.

Det var en meget inspirerende og fascinerende bog, der på intet tidspunkt bliver belærende. Den store mængde videnskabelig forskning blev formidlet på en relativt letlæselig og nuanceret måde. Bogen haltede dog i sin fortælling – forskningen præsenteres til tider på en ret usammenhængende måde, næsten rykvis. Her ville en bedre editor have været en stor fordel.

Begrebet støjforurening er måske mere kendt i dag, og vi ved at det kan medføre stress og øget dødelighed. Måske er det på tide, at vi også begynder at tage lysforurening med i vores betragtninger. Måske er det på tide, at vi også lader mørket herske.

Carpe Noctem.

Mørkemanifestet

Forfatter: Johan Eklöf

Oversættere: Tom Michael Havemann
Udgivet: 2023
Forlag: Grønningen1
Sidetal: 254

Leave a Reply