HomeBoganmeldelser Når det er slut af Clare Mackintosh

Når det er slut af Clare Mackintosh

Comments : 1 Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , ,

Et hjerteskærende valg

Når det er slut er nyeste udgivelse fra den prisvindende forfatter Clare Mackintosh. Men i modsætning til hendes tidligere bøger, der bl.a. indbefatter Jeg ser dig og Lad mig dø, så er denne langt mere personlig for forfatteren – den er nemlig inspireret af forfatterens egne oplevelser for 14 år siden.

I 2006 stod hun og hendes mand nemlig også i en situation, hvor de måtte beslutte deres søn skæbne efter han udviklede en betydelig hjerneskade efter meningitis.

Handlingen

Det er den skræmmende situation som alle forældre frygter mest – at der en dag skal ske deres barn noget. Men det er præcis hvad der sker, da Max og Pipers søn, Dylan, rammes af en hjernesvulst.

I løbet af det sidste års tid, har Max og Piper derfor tilbragt mange timer på hospitalet. Efter adskillelige behandlinger og operationer burde Dylan nu vise fremskridt – i stedet er han nu indlagt på den intensive børneafdeling. En af de hårdeste ting her, er at se når andres børn helbredes, og forældrene kan tage dem med hjem til et forhåbentligt langt liv.

Da lægerne kommer med den endelige knusende dom – at Dylan ikke længere kan reddes, men bør få lov til at dø på en værdig måde – accepterer Piper modvilligt den knusende besked. Max sætter i stedet alt ind på at finde mulige alternative behandlinger, og finder et banebrydende projekt i USA, der måske kan give Dylan mere tid.

Valget er ubærligt, og det bliver ikke bedre af at Piper og Max er uenige om det rette valg. At skulle træffe beslutningen er hårdt nok i sig selv, men det strækker også deres forholds styrke til det yderste. Hvad er det rette valg: at give Dylan den mest komfortable afsked med livet, eller at iværksætte tiltag der kan forlænge hans liv – uden sikkerhed for at dette liv bliver godt?

I en tid hvor Max og Piper burde kunne finde styrke hos hinanden, tvinger deres forskellige holdninger dem i stedet fra hinanden. Og nu ender sagen  i retten, hvor en dommer nu skal bestemme Dylans videre skæbne.

Bedømmelsen

Når det er slut er en meget rørende og tankevækkende bog. For hvad er egentligt det vigtigste: Livskvalitet eller livslængde? Og hvad ville du selv vælge, his du en dag blev præsenteret for det valg?

Bogen er skrevet i et smukt og flydende sprog hvilket også er et must for en så følelsesladet historie. Og selv om det er meget barske emner bogen centrerer om, så blev de fremstillet på en nænsom og respekterende måde. Det fremgik tydeligt af stemnings- og miljøbeskrivelser, at forfatteren selv havde tilbragt så lang tid på intensivafdelingen.

I bogens anden halvdel tages læseren med ud på to alternative rejser. Her udforskes begge de mulige valg fra dommerens side, og dermed vises fordele og ulemper ved begge afgørelser. Desværre var der en smule for meget repetition i denne del af, ligesom det ikke altid var helt nemt at holde styr på de forskellige skift.

Når det er slut er en meget velskrevet bog om et meget relevant emne. Både de svære følelsesmæssige valg med de medfølgende konsekvenser, men også om hvordan den stadige teknologiske udvikling på det medicinske område kan få pårørende til aldrig at opgive jagten i håbet om den rigtigt løsning.

Det er et plus, og en interessant vinkel, at forfatteren også har taget pressen og de sociale medier med ind i historien. Det er jo set ofte, hvordan offentligheden er hastig med at dømme, selv uden at kende alle relevante fakta.

En tankevækkende og gribende bog, der i bund og grund handler om håb.

Når det er slut

 

Forfatter: Clare Mackintosh

Udgivet: 2020
Sidetal: 405

1 COMMENT

One thought on : 1

Leave a Reply