13 oktober, 2018
Pachinko af Min Jin Lee
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: Hr. Ferdinand, Japan, Korea, Min Jin Lee, Pachinko, Politikens forlag, racisme, Slægtsroman
Pachinko
Pachinko spillet kan nemmest sammenlignes med vores vestlige pinball maskiner eller enarmede tyveknægte. Kulturelt set har spillet haft stor betydning i Japan, og omsætningen i dag er større end eks. den i Las Vegas.
Spillet Pachinko har i sig selv en fremtrædende rolle i bogen, men derudover har Min Jin Lee på fantastisk vis også formået at anvende spillet som metafor for koreanernes liv i Japan. Konstant løftet frem af håbet om en bedre fremtid, mens skæbnen med små justeringer sikrer, at de aldrig ender som vindere. Et liv med store tab, der altid vil overstråle eventuelle gevinster.
Min Jin Lee debuterede i 2007 med den anmelderroste Free food for millionaires. Ideen til Pachinko opstod allerede i 1989, hvor Min hørte historien om en 13-årig koreansk dreng i Japan. Han begik selvmord, og da hans forældre fandt hans årsbog fra skolen, indeholdt den en del hadefulde og rascistiske kommentarer. Både drengen og hans forældre var født i Japan – men blev stadig betragtet som udlændinge.
Min Jin Lee er født i Seoul, men immigrerede med sin familie til New York da hun var 7 år. Fra 2007 til 2011 boede hun i Tokyo mens hun researchede og skrev Pachinko.
Handlingen
Romanen åbenbarer sig for læseren på en bedragerisk idyllisk kystlinje i Korea. Året er 1910, og stedet er Yeongdo. Korea er netop blevet annekteret af Japan, og som enebarn vokser pigen Sunja op i den lille by ved det østkinesiske hav.Sunjas far, Hoonie, dør mens Sunja er ung, og sammen med sin mor, Yangjin, må hun arbejde hårdt for at sikre familiens overlevelse.
Men der er små lyspunkter – f.eks. mødet med den karismatiske Koh Hansu. Sunja er ung og naiv, så hun kunne ikke forudse den livsomvæltende drejning de tilsyneladende uskyldige møder ville medføre. Men da Sunja bliver gravid og må indse at Koh Hansu ikke kan gifte sig med hende, ser fremtiden sort ud. En svagelig pensionærs den kristne Baek Isak, tilbyder dog at give hende et nyt liv i Japan, og da Yangjin ser dette som den eneste mulige løsning, må 16-årige Sunja drage til et nyt land, et nyt liv og en ny familie.
Isak og Sunja flytter ind til Isaks bror og svigerinde – men intet kunne have forberedt Sunja på den beskidte, nedslidte ghetto i Osaka. Heller ikke den overvældende racisme havde Sunja oplevet på den måde før. Sunja og hendes svigerinde Kyunghee gør alt for at forbedre familiens status. Og der er da fremskridt i den lille familie – men kristne er ildeset i Japan, hvor kejseren anses som værende guddommelig.
2. verdenskrigs bombardamenter tvinger dem til at forlade Osaka og søge tilflugt på en gård, men stadig besidder de alle længslen efter det gamle land. Men Korea krigen rammer, og snart findes det gamle land kun i erindringen. Endnu engang har skæbnen sendt familien i andre retninger.
Uanset hvad familien opnår, kan de ikke (og ønsker ikke) at slippe af med den koreanske arv – men hvordan skaber man et hjem, i et land der aldrig vil acceptere dig? Hvor længe kan man holde til at skjule, hvem man virkeligt er? Spillet er i gang, men hvor vil kuglen ende?
Bedømmelsen
Forfatter: Min Jin Lee