28 august, 2019
Pariseren af Isabella Hammad
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: Frankrig, Isabella Hammad, Israel, kærlighed, krig, Midhat, oprør, Palæstina
En medrivende historie
Isabella Hammad voksede op med familiehistorier om sin oldefar, Midhat, og hans tid som studerende i Frankrig. Nu har hun valgt at dele denne historie med verden, og sammen med den en fascinerende fortælling om 23 års palæstinensisk historie.
Handlingen
I 1914 er den unge Midhat Kamal på vej fra Palæstina til Frankrig, hvor han skal læse medicin. I Montpellier skal han bo hos den franske professor Doktor Molineu og hans datter Jeanette. Men hans ophold byder på langt mere end han havde forventet – ikke kun en spirende affære med Jeanette, men også konfrontationer med fransk-mændenes opfattelse af og fordomme om mellemøstlige mænd.
Midhat ender i Paris, hvor efterkrigstiden giver plads til masser af nye oplevelser. Han kaster sig gladelig ud i politiske og filosofiske diskussioner, og han finder helt nye indblik i tingene. Men tiden kommer til at vende hjem og begynde oplæringen til at overtage faderens forretning. Det er dog en ændret Midhat der vender hjem, og han føler ikke længere at han passer ind i det palæstinensiske samfund. Nu er Nablus pludseligt under britisk og ikke længere tyrkisk styre. Han føler en konflikt med det mere og mere nationalistiske samfund og dets forventninger til hans fremtid.
Han gifter sig, får børn og arbejder i faderens forretning. Men hans tøjstil og hans perspektiver har for altid stemplet ham som Pariseren. Snart vil hans hverdag og familiefreden blive knust, og han er fanget i en malstrøm af politisk aktivisme og oprør. Snart skal han lære hvad det betyder at stræbe efter selvstændighed i en verden, der er på grænsen til at kollapse.
Bedømmelsen
Isabella Hammad er en superb ny stemme på den litterære scene. Med Pariseren belyser hun i et smukt og medrivende sprog en samfundsændrende periode af Palæstinas historie gennem en ung mands rejser og liv. Fra hans studier i Frankrig under 1. verdenskrig til hans returnering til et land på kanten af kampen for uafhængighed, indrammer og skildrer hun en af de mest uforsonlige konflikter i moderne tid.
Pariseren er ikke en bog der er hurtigt læst. Den både kræver og fortjener at blive nydt langsomt og med stigende forståelse for karakterernes oplevelser, følelser og handlinger. Og mellem de smukt beskrevne sider, vil læserne finde en fascinerende historisk fortælling om de palæstinensiske arabere og deres forsøg på at holde fast på deres land. Isabella Hammad tilbyder både drama og historisk oplysning, når hun beskriver det moderne Israels opståen på baggrund af kærlighed, loyalitet og forræderi.
Det er tankevækkende læsning, der belyser en historisk periode der sjældent er i fokus i moderne romaner. Hammads research er imponerende mangfoldig, og hendes fokus på at portrættere Mellemøstens konflikter gennem Midhats liv, hans observationer og prøvelser er meget vellykket. Jeg er dybt imponeret over Isabellas evne til at åbne op for det geopolitiske mareridt som den komplekse mellemøstlige politik og konflikt er – og gøre det ved at give et smukt, menneskeligt udsyn gennem realistiske karakterer.
Forfatter: Isabella Hammad