31 august, 2019
Kvinden med dødsmasken af Mads Peder Nordbo
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: arctic noir, Grønland, krimi, Mads Peder Nordbo, Politikens forlag, thriller, Tupaarnaq
En kuldegysende rejse
Mads Peder Nordbo bragede ind på den danske krimiscene i 2017, da hans debut Pigen uden hud ramte de danske læsere. Denne arctic noir bog har siden indtaget hele verden, og Mads fik cementeret sine evner ved udgivelsen af andet bind i serien i 2018 – Kold angst.
Med Kvinden med dødsmasken er Mads klar til at afslutte sin Grønlands trilogi, og læserne er klar til at få svar på deres mange spørgsmål om Matthew, Tupaarnaq og Tupilak. Mads har dog allerede afsløret, at der kommer en fortsættelse af historien, så vi har mere godt i vente.
Handlingen
Da liget af en mand findes i en brønd blandt gamle vikingeruiner, står politiet og Matthew meget undrende overfor fundet. Hvordan er et friskt lig endt på det forladte sted – og hvordan kan de finde friske fingeraftryk fra en død kvinde? Da der desuden findes nogle mystiske genstande i nærheden, tyder alt på at en Qivittoq er på spil.
Matthew er en presset mand. Han er stadig ramt af tabet af sin kone og barn, ligesom begivenhederne i Kold angst stadig præger ham. Hans forhold til Tupaarnaq har udviklet sig i en meget uventet retning – men nu kan han ikke få kontakt med hende. Desuden er hans far, Tom, indlagt og selvom der er sat beskyttelse på ham, så ved Matthew at stærke kræfter gerne så ham død.
Ottesen er også under stærkt pres. Han har problemer på privatfronten og med de lokale miljøaktivister. Og selv om han gerne tror på Matthew, så er der flere og flere spor der peger i retning af Tupaarnaq som ophavskvinde til flere mystiske hændelser. Nu skal han så også forholde sig til støt stigende massehysteri, når rygterne om qivittoqen spreder sig – og pludseligt kommer Tupilak sagen også meget tæt på.
Under et besøg i Danmark lærer Matthew overraskende ting om Tupaarnaq og hendes fortid – men det er ikke nødvendigvis en god ting. Han erkender dog, at uanset hvilke spor han følger, så peger de alle i retning af Thulebasen og deres skjulte eksperimenter. Men kan han holde sig selv i live længe nok til at afsløre dem? Og hvor er Tupaarnaq?
Bedømmelsen
Mads Nordbo har kreeret en fortælling om hævn, men også om at tabe, overvinde og at genfinde kærligheden. Og med sin sublime evne til at bruge det barske grønlandske landskab som fascinerende kulisse, har han skabt en medrivende læseoplevelse.
Der er inddraget en del myteomspændt overtro i bogen, men det fungerer virkeligt godt. Det er som om den grønlandske natur i sig selv skaber myter. Livet i små isolerede bygder og den lange mørke vinter er oplagte til at forestille sig de gamle fortællinger gå fra generation til generation.
Karaktererne kender vi grundigt efter de forrige bind, men alligevel lykkedes det Mads at bibringe dem noget nyt. Det er overraskende sider de enkelte personer kan vise, når de presses til det yderste. Det er spændende og fascinerende at have fulgt deres udvikling, og generelt er det lykkedes Mads både at beskrive nogle realistiske karakterer, men også at lave en god opsamling på alle de løse tråde fra de forrige bind.
Forfatter: Mads Peder Nordbo
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 2019
Sider : 335