HomeBoganmeldelser Politiets hemmelige våben af Benny Frederiksen

Politiets hemmelige våben af Benny Frederiksen

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , , , ,

Man skal aldrig give op

I Politiets hemmelige våben fortæller Uro- og rejseholdsbetjenten Benny Frederiksen uden omsvøb om sine største og mest dramatiske oplevelser gennem 40 års arbejde i de hårdeste kriminelle miljøer. Bogen er skrevet i samarbejde med journalist og forfatter Søren Baastrup.

Forlagets beskrivelse:

Benny Frederiksen var 24 år og politibetjent på prøve.  En mørk aften i oktober 1980 blev han første mand på gerningsstedet i den bestialske sag om drabet på en af Simon Spies’ tidligere morgenbolledamer, Michelle Anderson. Det blev begyndelsen på den røde tråd i et politiliv, som kom til at handle om kunsten at hverve hemmelige meddelere og opklare sager,  Alt fra skjulte hashtunneler på Christiania til Snapchatdrabet i Gentofte. Gennem 40 år perfektionerede Benny sit talent for at få den danske underverden i tale, og i sin erindringsbog tager han læseren med på en enestående rejse gennem nyere kriminalhistorie, fra Uropatruljen til Rejseholdet og afdelingen for organiseret kriminalitet.

Mellem de grumme og alvorlige kriminalsager tegner Benny Frederiksens også et farverigt og fascinerende portræt af en tid i dansk politi, som ikke er mere. Han knappede sin første uniform i en tid, hvor cheferne var veteraner fra krigens tid, der havde siddet i koncentrationslejr og ordnede politiforretninger bevæbnet med porter og cigar. Han var ung betjent med moderigtigt overskæg, dengang uniformen var en livsstil, og en rigtig politimand ikke sjældent havde tre-fire forliste ægteskaber på samvittigheden. Og han ser tilbage på sin tid i Uropatruljen og Rejseholdet, hvor han fik venner for livet og opklarede ”sine” største sager sammen med de bedste efterforskere i faget; blandt andet mordet på 12-årige Mia, der rystede Danmark; Sonay-drabet, Danmarks første store sag om æresdrab; og det store våbenkup på Antvorskov Kaserne.

Bedømmelsen:

Politiets hemmelige våben er en velskrevet og fascinerende fortælling. Her får man bl.a. et indblik i politiets brug af civile agenter, der ofte kan være medvirkende til at lede politiet i den rigtige retning. Her møder vi både helt almindelige borgere og stikkere fra de kriminelle miljøer. Og vi lærer om vigtigheden af at etablere en god kontakt til både meddelere, vidner og ofre.

Vi (og Benny) kommer vidt rundt i politiets arbejde, og for de fleste læsere vil det være en helt ukendt verden der beskrives. Den skjulte side af vores samfund, der kommer til at fremstå meget skræmmende og næsten uforståeligt for den almindelige borger. For Benny har været med til at opklare nogle af Danmarks største narko- og drabssager.

På en stille og rolig måde (altså uden at svælge i blodige detaljer) indvier Benny læserne i fortællinger om drab, våbentyveri, grumme menneskelige skæbner og forskellige tidsperioders indflydelse på arbejdsmetoderne. Og han gør det på en måde, hvor man aldrig er i tvivl om hans evige dedikation til arbejdet. Både de mennesker han møder, de forbrydelser han involveres i og de forskellige opklaringsmetoder beskrives så levende, at man virkelige føler et indblik i hans følelser i de enkelte situationer.

Hvad bogen også tydeligt viser er, at Søren Baastrup stadig har sit store talent for at videreformidle tanker, følelser og indledende intentioner. Han er med til at gøre bogen meget læsevenlig, og den var nok ikke endt lige så vellykket med en anden samarbejdspartner.

Er du til politierindringer og true crime, så vil Politiets hemmelige våben helt sikkert være noget for dig.

Politiets hemmelige våben

Forfattere:  Benny Frederiksen og Søren Baastrup

Udgivet: 2022
Forlag: Grønningen1
Sidetal: 352

Leave a Reply