HomeBoganmeldelser Skyldneren af Peter Kristiansen

Skyldneren af Peter Kristiansen

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , ,

Soning

Skyldneren er Peter Kristiansen første roman. Peter er uddannet cand.scient.pol, og har tidligere publiceret kortprosatekster.

Fra bogens bagside:

Det er vinter i Aarhus. Tågen omslutter byen og menneskene i den. Michael er syg og har kort tid tilbage. En sen nat bliver han overfaldet uden for et diskotek. Han slipper uskadt fra episoden, men hans redningsmand er ikke så heldig. Michael føler stor skyld over at være den af dem, der overlever. Kan han betale tilbage på en eller anden måde? Han beslutter at bruge sin sidste tid på at opsøge nogen, der kunne have brug for hans hjælp, og om nødvendigt ofre sit eget udmålte liv for dem.

Skyldneren er en sort, men også humoristisk fortælling om et absurd projekt. Om moralsk gæld, om at være alene blandt venner og om at prøve at finde mening, hvor der næppe er nogen.

Hun læner sig ind over ham og fatter om hans tindinger med fingrene. Han kan se hendes ansigt svæve omvendt over sit. Det ser anderledes ud, når det vender på hovedet, og når huden får lov at hænge nedad. Kinderne er slappere. Hun mærker, at han betragter hende og ser ham i øjnene. Han ser væk, tænker på, hvad han gerne vil sige til hende. Hvordan han skal starte. Fortælle hvem han er.

Bedømmelsen:

Skyldneren er en fascinerende fortælling, der med sin blanding af humor og melankolske scener, efterlader læserne med grundlag for egen refleksion. Hvordan ville vi selv reagere, hvis vi befandt os i samme situation som Michael? Hvordan ville vi håndtere følelsen af ”Survivors guilt”?

I Michaels tilfælde vælger han at sone sin skyld (og måske skubbe tankerne om sygdom i baggrunden). Men kan man på nogen måde slippe af med en altid tilstedeværende skyldfølelse? Og kan den nulstilles, hvis man redder en andens liv?

Først må Michael erkende, at alle hans planer for et fremtidigt liv er smadret. Dernæst må han erkende, at det han har sat sig for at gøre viser sig at være langt mere vanskeligt end han overhovedet kunne have forudse. At være hverdagshelt er slet ikke nemt, også selvom Michael bevæger sig ind i de mindre sikre områder af byen. Og gang på gang må han opleve, at livet (eller tilfældigheder) kommer på tværs af hans planlagte redningsforsøg. Men han stopper ikke, og til tider virker det næsten som om han er to forskellige personer: den Michael, der vil give en anden livet, og den Michael der stadig foran vennerne forsøger at fremstå som var alt helt normalt.

Skrivestilen er holdt i et enkelt og flydende sprog, og vi mødes af en række meget konkrete scener, der nok ikke havde kunnet stå alene selv. Peter har dog også valgt at skabe sammenhæng mellem dem via Michaels motivation for hans handlinger. På fascinerende vis sluges læserne af Michaels mere eller mindre…utraditionelle forsøg på at redde andre. Det suppleres på glimrende vis med Aarhus med kulisse for fortællingen.

En meget vellykket debut.

Skyldneren

Forfatter: Peter Kristiansen

Udgivet: 2021
Forlag: Brændpunkt
Sidetal: 180

Leave a Reply