HomeBoganmeldelser Syersken fra Paris af Fiona Valpy

Syersken fra Paris af Fiona Valpy

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , , , ,

Styrke og mod

Syersken fra Paris af Fiona Valpy er, ligesom hendes andre bøger, inspireret af de 7 år hun tilbragte i Frankrig med at renovere en gammel gård. Det, sammen med en kærlighed til stedet, folket og deres historie har fundet vej til hendes bøger. Af Fiona Valpy er tidligere anmeldt Et hav af minder og Biavlerens løfte.

Fra bogens bagside:

Paris, 1940. Tre unge pariserinder forsøger at klare den daglige tilværelse trods nazisternes besættelse. Hver især gemmer de på en hemmelighed, der kan bringe dem alle i alvorlig fare, og da sløret endelig løftes, tvinges de til at træffe et umuligt valg.

Paris, i dag. To generationer senere forsøger Harriet at finde svar på fortidens gåder. Hun er rodløs og higer desperat efter at få mere at vide om sin families historie. Da hun følger i sin mormors fodspor til Rue Cardinale, åbenbares sandheden endelig for hende. Men det er en sandhed, der er mørkere og mere smertefuld, end hun nogensinde havde forestillet sig.

Syersken fra Paris er en uforglemmelig og rørende fortælling om tre unge kvinders skæbnesvangre valg under krigen, om deres stærke venskab og loyalitet mod hinanden og forræderiet, der risikerer at splitte dem ad i deres mørkeste skæbnestund.

Bedømmelsen

Syersken fra Paris er en medrivende, skøn og hjerteskærende fortælling. Historien er bygget op med en dobbelt tidslinjehistorie, og Fiona viste stor styrke i at væve fortidens og nutidens historie problemfrit sammen. Selvom fortidens historie helt sikkert var den der fangede mig mest, så bød den nutidige historie stadig på en fascinerende udvikling af Harriet som person, da hun får gjort op med fortidens traumer.

Fortællingen bød på en smuk historie om venskab og mod – om almindelige kvinder, der blev bragt sammen af loyalitet og truet af forræderi. Hver kvinde havde forskellige grunde til den beslutsomhed og de handlinger de foretog. Det gjorde historien mere realistisk, og gav et fantastisk billede af de almindelige kvinder der endte med at gøre ekstraordinære ting. Fiona fik virkeligt bragt historien til live og leverede en bog med meget følelsesmæssig dybde.

Med Syersken fra Paris får du ikke den slags historiske fortælling der romantiserer alt, men en bog, der på næsten brutal vis smækker sandheden på bordet for læserne. Det gav bogen et meget realistisk præg og en så overbevisende historie, at den næste kunne være sand.

Syersken fra Paris var en smuk fortælling, der vil blive siddende i sine læsere i lang tid. Er du fan af historisk fiktion, og Frankrig under 2. verdenskrig, så vil du helt sikkert elske denne bog.

Syersken fra Paris

Forfatter: Fiona Valpy

Oversætter: Ulla Lauridsen
Udgivet: 2021
Forlag: Gyldendal
Sidetal: 336
Har du mod på flere fantastiske historiske fortællinger, kan jeg anbefale Nattergalen af Kristin Hannah og Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr (anmeldelse på engelsk).

Leave a Reply