HomeBoganmeldelser Udenfor skinner solen af Hans Petter Hougen

Udenfor skinner solen af Hans Petter Hougen

Comments : 1 Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , ,

På samfundets skyggeside

Hans Petter Hougen har i mere end 30 år arbejdet med patologi og retsmedicin. Han har stiftet bekendtskab med de mørkeste sider af menneskelig ondskab, men har alligevel formået at opretholde et positivt sind – for udenfor skinner solen.

Han har ikke ligefrem sat farten ned efter sin pensionering, for han er efterspurgt blandt danske krimiforfattere, som foredragsholder og som forfatter, bl.a. med bogen De 7 dødssynder, der er skrevet sammen med Bent-Isager Nielsen og Stine Bolther.

Indhold

Det er noget af en rejse Hans Petter Hougen har været på. Fra de unge år i Norge over studiet i Spanien og den videre læsning i Danmark. Fra de indledende undersøgelser som patolog over de hektiske dage i Miami og til de brutale rædsler i Kosovo.

Men nogle oplevelser har efterladt et større indtryk end andre, og disse deler Hans Petter nu med omverden. Læserne tages med ind bag kulisserne i en dagligdag, hvor døden aldrig er langt væk, og hvor ondskab sætter den menneskelige skrøbelighed i perspektiv.

Som patolog og retsmediciner kan man være den person der finder den sidste vigtige brik. Den oplysning, der ændrer en sag fra forventeligt dødsfald til noget helt andet. Det kræver både en indbygget nysgerrighed og en lyst til at kaste sig over udfordringer. Til gengæld kan man opnå en personlig og faglig tilfredsstillelse, når man endnu en gang rammer plet.

I bogen tages læserne med ind i retsmedicinerens maskinrum, og konfronteres med både naturens og menneskehedens ondskab. Men også med vigtigheden af at beholde et positivt sind, når man ofte udsættes for livets skyggesider.

Bedømmelsen

At dykke ned i Hans Petters erindringer har været en spændende, lærerig og tankevækkende oplevelse. På en meget leverende og medrivende måde beskriver han oplevelser fra livets absolutte skyggeside – en side de fleste af os gudskelov ikke stifter det store bekendtskab med.

Bogen indeholder også personlige refleksioner og filosofering over liv og død, hvilket giver den et meget menneskeligt præg. Hans Petter Hougen indeholder tydeligt både en passion for sit arbejde og en stor faglig stolthed, men har også forstået vigtigheden af ikke at lade verdens ondskab overskygge livets lyse sider.

Bogen giver et glimrende overblik over retsmedicinens udvikling over de seneste årtier, ligesom man efterlades oplyst om retsmedicinernes mangeartede arbejdsopgaver. For det er ikke kun obduktioner men også undersøgelser af torturofre, aldersbestemmelse af flygtninge og skudskader der kan fylde hverdagen.

Sproget er flydende og stilfærdigt, og selvom det til tider indeholder mange faglige detaljer, så er det skrevet for os almindelige mennesker. Hans Petter udviser stor evne for at forklare vanskelige emner på en forståelig måde. Passionen viser sig hele vejen gennem bogen, og med en udvist grad af respekt overfor tidligere ofre.

Velskrevet og meget interessant læsning.

Udenfor skinner solen

Forfatter:  Hans Petter Hougen

Udgivet: 2019
Sidetal: 272

1 COMMENT

One thought on : 1

  • oktober 2, 2019 at 7:18 am

    Lyder som en super interessant bog! Skønt foto 🙂

Leave a Reply