HomeBoganmeldelser Uhyre af Sara Gruen

Uhyre af Sara Gruen

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , ,

——————————————————————- REKLAME ——————————————————————

Uhyre starter i slutningen af 2. verdenskrig. Her fejrer Maddie, Ellis og Hank nytårsaften i Philadelphia. De er unge, privilegerede, forkælede og lever for at have det sjovt. Men under den skinnende overflade gemmer sig belastende fortid, og hver især har de deres dæmoner at kæmpe med.

Maddies opvækst er præget af moderens skandale og uhyrlige forsøg på at skabe Maddie i det perfekte billede. Hun har været isoleret fra de bedste sociale kredse, og er derfor meget naiv og uskyldig. Ellis gør sit bedste for at fastholde hende i denne rolle – han foretrækker hende skrøbelig og eftergivende.

Ellis og Hank er begge blevet kasseret til militærtjeneste, og især for Ellis’ forhold til sin far, skaber dette store problemer. De to venner gør deres bedste for at feste livets realiteter væk, men de er begge prægede af omverdenens syn på deres manglende bidrag til krigen.

Efter en skandale i de højere kredse, afskæres Ellis fra familiens formue, og ser kun én udvej. Han må drage til Skotland og finde beviser for Loch Ness uhyrets eksistens – på denne måde kan han genoprette familiens ære og endelig få sin fars respekt. Men krigens realiteter er langt mere tydelige på den anden side af Atlanten, og de tre er på ingen måde forberedt på en verden uden tjenestefolk og luksusgoder. Deres overlegne facon skaber ikke respekt i det skotske højland – og nogle af beboerne kan godt huske, da Ellis far var på besøg.

Jagten på Nessie er langtrukken og fyldt med skuffelser. Den anspændte ventetid åbner sprækker i både ægteskabet og venskabet mellem Ellis og Hank. Deres sande karakterer viser deres ansigt, og især Ellis øger sit misbrug af piller og spiritus. Snart må de alle indse, at søen ikke er det eneste der skjuler ting under overfladen – måske er Nessie ikke det eneste uhyre i Skotland.

Urquhart Castle

Urquhart Castle. Kilde: VisitScotland.com

Bedømmelsen

Dette er min første bog af Sara Gruen, men det bliver bestemt ikke den sidste.

Hovedpersonerne var meget fængende beskrevet, og de gennemgår en spændene udvikling i bogen. Især Maddie finder helt nye sider af sig selv, og en styrke hun ikke vidste hun besad. Miljøbeskrivelserne af det rå og brutale skotske landskab var fantastiske, og jeg kunne levende se den rullende tåge for mig.

Også stemningsbeskrivelserne var levende og beskrev på en god måde kontrasterne mellem de privilegerede amerikanere og de stolte, men fattige, skotter . Historiens udvikling var meget overraskende, og bogen endte med at behandle helt andre emner end jeg troede jeg havde gennemskuet i starten. At Uhyre ikke ender på fem stjerner skyldes udelukkende slutningen – den virkede for hurtig og måtte gerne være mere uddybende – det kunne den sagtens bære. Desuden var den en smule “for pæn”, hvilket ikke passer helt ind i resten af bogens stemning.

Fire stjerner

Tak til Forlaget Bazar for anmeldereksemplaret.

Forfatter:  Sara Gruen

Oversætter: Annemette Goldberg
Udgivet: 2016
Forlag: Bazar
Sidetal: 408

 

Leave a Reply