HomeBoganmeldelser Djævelens værk af Lotte Petri

Djævelens værk af Lotte Petri

Comments : 3 Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , ,

———————————————————–  REKLAME —————————————————————
Hvad sker der, hvis porten til underverdenen åbnes?

Efter Lotte Petris store succes med 4-binds serien om forskeren og lægen Selma Eliassen, introducerer hun os nu for en ny hovedperson, nemlig retsantropologen Josefine Jespersen. Josefine arbejder på Antropologisk Laboratorium under Retsmedicinsk Institut, men da vi møder hende er hun i gang med et stort forskningsprojekt. Hun havde forventet spændende resultater – men nok ikke et møde med satanisme.

Metrobyggeriet breder sig over Assistens Kirkegård, og over 1.000 skeletter skal flyttes, Det har i sagens natur medfødt mange protester, og henvisninger til forstyrrelse af gravfreden. Josefine og hendes makker i projektet, arkæologen Rita, gør deres bedste for at behandle sagen med respekt – men en aften findes Rita myrdet.

Det brutale mord viser sig at have sataniske spor, og Josefine må, sammen med vicepolitiinspektør Alexander Damgaard, tage alle metoder i brug. Men er det for sent at stoppe morderen?. Er porten til underverdenen allerede åben? Vores morder er i hvert fald opsat på hævn, og er først lige gået i gang.

Forfatter Lotte Petri om satanisme

Forfatter Lotte Petri læser op af Djævelens værk

Bedømmelsen

Bogen bærer tydeligt præg af, at Lotte Petri har lagt et stort arbejde i sin research. Detaljerigdommen vedrørende Josefines arbejde på Retsmedicinsk, den interne politijargon og informationerne omkring moderne eksorcisme var virkeligt fængende. Vores to hovedpersoner, Josefine og Alexander (Xander) var interessante og fremstod realistiske – med fejl og mangler, som os andre.

Stemnings- og scenebeskrivelserne var fabelagtige – jeg fik under læsningen kuldegysninger flere gange, og kunne levende forestille mig selv at gå rundt på en mørk kirkegård. Bogen bør nok ikke læses alene en mørk og tåget aften. Satanisme er i sig selv et skræmmende emne, men Lotte hjalp gevaldigt på stemningen.

Satanisme vækker tanker

Bogen er ikke bare en klassisk krimi, selvom man absolut også kan få tilfredsstillet sin lyst til blodige mord. Det er også en bog der behandler meget store emner som fravalg af tro, selviscenesættelse, forfængelighed  og satanisme. Bogen er derfor meget tankevækkende, og dele af den var absolut en femstjernet læseoplevelse. Desuden fik den mig til at søge yderligere oplysninger om emnerne, og herunder faldt jeg over denne spændende artikel om satanmønter. Hvis de er ægte, hvor meget mere af bogen er så også?

Desværre manglede jeg noget. Om det er redaktøren, der har været for hurtig med viskelæderet vides ikke, men jeg manglede noget mere baggrund vedrørende vores morder. Motivationen var ikke så velbeskrevet og forklaret, som det kunne ønskes, og slutningen af bogen var på en eller anden måde for hurtig – alt skulle afrundes på for kort tid. Jeg har været meget i tvivl om det endelige antal stjerner her, men da bogen fik mig til at fundere over tro og eksorcisme, ender vi med;

Fire stjerner

Til En bogorm 2017 mødte jeg Lotte Petri, og du kan læse lidt om hendes oplevelser med bogen her:

En Bogorm 2017

Tak til Lotte Petri for anmeldereksemplaret

21, oktober deltager Lotte i Retsmediciner Arrangement med Hans Petter Hougen og Bo Tao Michaëlis i Krudttønden – ses vi?

Udgivet: 2017
Forlag: Lindhart & Ringhof
Sidetal: 286

 

3s COMMENTS

3 thoughts

Leave a Reply