5 oktober, 2020
Uro’erne kommer af Tom Guldbæk Olsen m.fl.
Berømte og berygtede
Uropatruljen. Der er vel næppe nogen anden afdeling i dansk politi (måske lige bortset fra Rejseholdet) hvis navn vækker så stor genkendelse hos hovedparten af befolkningen. I en ny bog fosøger tidligere ansat i Uropatruljen, Tom Guldbæk Olsen, at dæmme op for lidt af det hemmelighedskræmmeri, der fra starten omgav den nye patrulje og dens noget utraditionelle metoder.
Bogen er fortalt af Tom Guldbæk Olsen, med input fra de tidligere urobetjente: Stig Pedersen, Johnny Majgren, Claus Hjelm Olsen, Jan Rasmussen, Henrik Blandebjerg, Lars Lundberg, Henning Jessen, Ole Bertelsen, Preben Jørgensen og Per Jørgensen.
Omslagsbilledet er malet af Lars Lundberg, hvis fantastiske malerier du kan læse mere om her.
Handlingen
Hippier, bz’ere, rockere, narkohandlere, autonome og meget meget mere – det er bare en lille del af det arbejde Uropatruljen blev sat til at forhindre og bekæmpe. Og i dette arbejde blev de hurtigt både berømte og berygtede i befolkningen og hos politiets øverste ledelse.
Da en ny gruppe unge begyndte at samles ved Storkespringvandet i København, var det starten på en helt ny æra – og en, som politiets ledelse ikke var forberedt på. Der var behov for nye tiltag og helt nye måder at arbejde på. Måske var dette grunden til, at der ikke var nogen reel ledelse i gruppen – i hvert fald ikke nogle der var behjælpelige med udformning af planer og lignende – gruppen måtte selv finde ud af at løse de forskellige opgaver.
De mange og forskelligartede opgaver efterlader et indtryk at, ar Uropatruljen til tider fungerede som en slags politiets skraldespand. De blev pålagt at løse de opgaver ingen andre ville påtage sig. Det krævede en stor grad af kreativitet i opgaveløsningen, og måske er det netop disse nye metoder der satte Uropatruljen så meget i pressens søgelys.
Fra mere og mere voldsomme konfrontationer på Christiania over rydninger til besatte bygninger og politiske demonstrationer. Uropatruljen trådte til, når de andre trådte tilbage – og måske gik de en gang imellem for langt. Det var et til tider meget utaknemmeligt arbejde, og det skabte grobund for et helt særligt sammenholdt i gruppen – et sammenhold og en kultur, der måske med tiden blev en byrde.
18. maj urolighederne i 1993 blev starten på slutningen for Uropatruljen. Patruljen blev nedlagt og personalet fordelt i tre nye afdelinger. Uropatruljen var med tiden blevet et politisk problem for ledelsen – der dog samtidigt havde erkendt, at mange af deres opgaver krævede mange flere ressourcer og en anden tilgang til opgaveløsningen. En æra var slut.
Bedømmelsen
Uro’erne kommer er langt mere end en fortælling om Uropatruljen og deres arbejde. Det er samtidigt et tidsbillede af, hvordan ikke kun København men også befolkningen udviklede sig i den samme periode.
Bogen forsøger at skabe en mere nuanceret fortælling om gruppens arbejde, og den helt særlige kultur der efterhånden udviklede sig i afdelingen. Det er en fortælling om en op på overfladen hårde hunde, der samtidigt påtog sig et sociale ansvar for de sørgelige eksistenser på Vesterbo – et arbejde, der senere betød Danmarks bedste netværk af narkomeddelere og informanter.
Sproget er nøgternt og nuanceret – og til tider ganske morsomt. Alligevel mangler man på en måde den anden side af historien. Er det hele sandheden der afdækkes her? Man ved det ikke og formodentligt kommer den fulde sandhed aldrig frem. Der er nok mere end én sandhed om gruppens mangeårige arbejde.
En interessant og velskrevet fortælling, der vil tiltale læsere af true crime eller bare den nyere danske historie.
Du kan se mere om Uropatruljen og deres arbejde indtil 13. november på DR i serien: Uropatruljen – politiets hårde hunde, som du finder lige her. Eller i Politimuseets program på Facebook, som du finder her.
Forfatter: Tom Guldbæk Olsen m.fl.