HomeBoganmeldelser Vejen til opstandelse af Michael Connelly

Vejen til opstandelse af Michael Connelly

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , ,

Limousineadvokaten på glatis

Vejen til opstandelse er skrevet af Michael Connelly – især berømt for sine serier om henholdsvis Bosch og Haller.

Forlagets beskrivelse:

Forsvarsadvokat Mickey Haller er tilbage og tager sager, hvor chancerne for at vinde er én ud af en million. Han indvilliger i at repræsentere en kvinde, som er dømt for at have dræbt sin mand, en sherifs assistent. På trods af sin dom fire år tidligere, fastholder hun sin uskyld.

Haller hyrer sin halvbror, den pensionerede LAPD-detektiv Harry Bosch, til at efterforske sagen. Under gennemgangen opdager Bosch noget, der ikke stemmer, og hvordan en sherifs afdeling var fokuseret på en hurtig afgørelse i sagen om drabet på en af deres egne.

Bedømmelsen:

Vejen til opstandelse er endnu en vinder! Connelly viser igen sin evne til at skabe troværdige og stramme plots i et velstruktureret tempo og spændende, velskabte intriger. Det hele er fantastisk udtænkt og efterforskningen både velbeskrevet og medrivende. Læg dertil de overraskende tvists, der konstant øger spændingen – og så får du en ægte page-turner.

Vi møder igen de genkendelige og meget veludviklede karakterer. Haller og Bosch er i centrum, og her var det spændende at følge Bosch og hans konflikter med pludseligt at skulle arbejde på forsvarssiden. Men han har brug for en sygeforsikring, og har ikke haft andet valg. Cisco er selvfølgelig også med i efterforskningen, og vi møder også Harrys datter Maddie, og kriminalbetjent Renee Ballard.

Hver karakter udviser en stærk passion for at tjene på retfærdighedens side og rette op på samfundets fejl. På den måde handler de alle i overensstemmelse med deres personlige tro, og det giver et helt specielt aspekt til fortællingen.

Det er et yderst relevant emne bogen behandler (for har de fleste af os ikke læst om samme slags sager i USA?). Lucinda har altid hævdet, at hun var uskyldig. Men hun måtte acceptere en dom på 11 års fængsel efter råd fra sin advokat – for ellers var der en stor risiko for, at hun blev idømt en langt hårdere straf. Men nu har hun en god grund til at ville ud af fængslet. Harry finder nogle problemer med den oprindelige undersøgelse og overbeviser Mickey om at tage sagen. Jo dybere de dykker ned i sagen, jo mere uskyldig ser deres klient ud. Men der er mennesker, der ikke vil have sagen genåbnet – og de vil gå langt for at sikre dette.

Noget af de sjoveste er de scener der udspilles i retssalen. Miljøet beskrives så levende, at man næsten føler sig placeret midt i salen, og Connellys indsigt i politiets proceduremæssige undersøgelser og retssalsprocedurer fornægter sig ikke. Der er ikke noget bedre end at opleve Mickeys kampe med dommer og anklager. Det var interessant, at vi også ser AIs indflydelse og indvirkning på retssystemet – det udfordrede virkeligt min tankegang og efterfølgende refleksion.

Vejen til opstandelse er endnu en utrolig thriller fra Michael Connellys hånd – læs den! Her viser Connelly igen, at han hører til på toppen af forfatterstigen.

Vejen til opstandelse

Forfatter: Michael Connelly

Oversætter: Rasmus Hastrup
Udgivet: 2024
Forlag: Klim
Sidetal: 366

Leave a Reply