HomeBoganmeldelser Vi ejer himlen af Luke Allnutt

Vi ejer himlen af Luke Allnutt

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , ,

Luke Allnutt

Er forfatter og journalist fra England, og har siden 1998 boet i Prag. Han har tidligere skrevet en Kindle single om sin fars død, men det var hans egen kræftsygdom der inspirerede ham til denne smukke historie om Rob, Anna og ikke mindst Jack.

Handlingen

Her sidder han så – den engang så lykkelige mand, ægtemand og far. Deprimeret, fordrukken og overvældet af sorg. De eneste lyspunkter i livet er, når han lægger endnu et fantastisk billede på hjemmesiden Vi ejer himlen – men ingen ved, at hvert billede indeholder skjulte beskeder til hans søn.

Mange år tidligere mødte Rob sin store kærlighed, Anna, på Cambridge. Der er virkeligt tale om at modsætninger tiltrækkes, men tiltrækningen findes og Rob er verdens lykkeligste mand. Efter en del forsøg lykkedes det parret at få sønnen Jack, og deres London baserede liv er perfekt – indtil det ikke er …

Da Jack får konstateret en hjernesvulst og prognosen giver ham et år at leve i, kommer Rob og Annas forskelligheder frem i dem. De har hver deres måde at håndtere tingene på, og netop hvor de har brug for hinandens styrke, skiller tragedien dem ad. Rob undersøger alle muligheder, og i et online forum finder han håb. Han vil gøre alt for at redde Jack, men hvor store vil omkostningerne ende med at være?

Rob

Bedømmelsen

Selvom Vi ejer himlen roterer omkring store tab, så er det på ingen måde deprimerende læsning. Hele vejen igennem gennemsyres fortællingen nemlig af en tone af håb og drømme, hvilket er medvirkende til at skabe en rørende fortælling om livet og kærligheden.

I et meget smukt og poetisk sprog, der dog holder en fin pragmatisk tone, beskrives de hårdeste omstændigheder en familie kan udsættes for. Det hele er dog spundet ind i de glædelige øjeblikke, der letter fremtidens vej. Det er meget velbeskrevet hvordan presset på familien og kærligheden bringer forskellene mellem Rob og Anna tydeligt frem i lyset, men også hvordan barndommens hændelser kan have betydning for nutidens reaktioner.

Fortællingen er gribende og rørende, hvilket skyldes at det tragiske emne beskrives i en medfølende tone og som en troværdig beretning. At historien fortælles gennem Robs øjne tilføjer et helt unikt perspektiv, da det udforsker båndet mellem far og søn. Og beskrivelsen af deres forhold var så smukt og bevægende læsning, at det anbefales at have lommetørklæder i nærheden.

Karaktererne bringes på forunderligvis til live henover siderne, så de udfordringer de møder og de valg de træffer fremstår endnu mere stemningsfulde. En rå, ærlig og oprigtig historie om en families tragedie, sorg og håb, hvis eneste lille svage punkt er slutningen.

 

Rob

 

Forfatter: Luke Allnutt

Udgivet: 2019
Forlag:  Gads Forlag
Sidetal: 364 

Leave a Reply