HomeBoganmeldelser Sommermørke af Stina Jackson

Sommermørke af Stina Jackson

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , ,

Sveriges bedste krimi 2018

Stina Jackson er født i Sverige, men for over 10 år siden flyttede hun til Denver. Det var her hun så en dokumentar om Highway of Tears – en motorvej i Canada, hvor mange kvinder forsvinder. Denne dokumentar inspirerede hende til bogen om Lelle og jagten på hans forsvundne datter – en bog der vandt prisen som Sverige bedste krimi 2018.

Handlingen

De sidste tre år har Lelle kørt rundt om natten i de norrlandske skove. Her leder han til stadighed efter datteren Lina. For tre år siden satte han hende af ved busstoppestedet, og hun er ikke set siden. I tre år har han udforsket forladte ødegårde og mødt mennesker i alle faser af livet – mens ægteskabet og venskaberne langsomt er røget.

Den 17-årige Meja er vant til et omtumlet liv med den psykisk syge mor. Denne gang har moderen på nettet fundet en ny mand, og hun flytter med Meja til den dystre skov. Meja drømmer bare om ikke at skulle være den voksne, om at kunne leve i en helt almindelig familie. Måske derfor overgiver hun sig hurtigt til den karismatiske Carl-Johan, hvis familie lever et afsides liv uden moderne teknologiske hjælpemidler.

Ad forskellige veje væves Lelle og Mejas skæbner sammen, og måske kan de redde hinanden. Men da endnu en pige sporløst forsvinder fra byen, peger tegnene på Lelle – og hvor er Meja egentlig forsvundet hen?

Lelle

Bedømmelsen

Sommermørke er en spændende roman med dybde, hvor karaktererne står i centrum. Bogen er på en måde en historie om sorg, bearbejdning og savn, mens den på en anden måde er en skildring af det at blive voksen. At Stina har valgt at anvende barndommens Norrland som ramme for skildringen er meget, meget vellykket. Ikke kun er skovene og de øde egne velegnede til at skabe en skæbnesvanger atmosfære, men hun formår også at sammenkoble skovens forskellige miljøer med stemningen hos de enkelte karakterer.

Det maleriske sprog lader historien folde sig ud til mere end en krimi. Stina Jackson har valgt at fokusere på mennesker, der ikke altid lever i overensstemmelse med samfundet regler og traditioner, og det er meget vellykket. Hun portrætterer på glimrende vis, at de fleste mennesker indeholder både mørke og lyse sider.

Alle karakterer fremstår levende, og man kan som læser sagtens genkende Lelles smerte og Mejas søgen efter et sted at høre til. Det er en smuk beretning om håb. Bogens svage punkt er samlingen af de enkelte tråde i slutningen. Der kunne det have været ønskeligt med en lidt mere velovervejet fordeling af informationerne, så der ikke var behov for opklarende samtaler. Derudover kunne jeg have ønsket et mere tilbundsgående indblik i gerningspersonens inderste tanker.

Lelle

Forfatter: Stina Jackson

Udgivet: 2019
Sidetal: 303
Skulle du befinde dig i Horsens under Krimimessen 6. – 7. april, kan du bl.a. møde Stina Jackson. Du kan læse mere om Krimimessen her.

 

 

Leave a Reply