HomeBoganmeldelser Familie for begyndere af Sarah Morgan

Familie for begyndere af Sarah Morgan

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , ,

En ny begyndelse

Familie for begyndere er seneste bog fra Sarah Morgan, der bl.a. er kendt for Vinterbryllup og Sommer i Paris. Sarah Morgans varemærke er bøger fulde af varme og humor, hvilket har gjort hende til en af de bedst sælgende forfattere indenfor moderne romantik.

På bloggen er tidligere anmeldt Vinterbryllup.

Fra bogens bagside:

Flora Donovan udlever sin drøm som blomsterhandler i New York, men bag hendes sprudlende optimisme gemmer hun på en hemmelighed. Flora er ensom. Hun mistede sine forældre som barn og har altid haft fornemmelsen af ikke at høre til nogen steder … lige indtil hun møder Jack Parker. Han er den første mand, der ser hende rigtigt, og det ændrer hele hendes liv.

Teenageren Izzy Parker er tæt på at gå i opløsning. Siden hendes mor døde for et år siden, er det eneste, der gør hende tryg, at tage sig af sin far og lillesøster. Hendes værste mareridt går i opfyldelse, da hun finder ud af, at hendes far har fundet en ny kæreste – det sidste, Izzy ønsker i sit liv, er en person, der tror, hun kan erstatte hendes mor. Så inviterer hendes far Flora med på deres sommerferie.

Floras hjerte bløder for Izzy, men hun vil gøre alt for at få forholdet til Jack til at fungere. Som sommeren skrider frem, må Flora rykke sine egne grænser for at opdage sider af sig selv, hun ikke anede eksisterede, og for at finde den familie, hun altid har længtes efter.

Bedømmelsen:

Familie for begyndere er endnu et bevis på Sarah Morgans fremragende evne til at forstå og beskrive komplicerede familiedynamikker. Hendes gode indsigt i menneskelige relationer formår hun på glimrende vis at formidle videre til læserne, og hun skaber karakterer man kan forholde sig til.

Sarah Morgan er en erfaren forfatter og det ses tydeligt i hendes smukke fortællinger. De levende karakterer gør, at man som læser ikke kan lade være med at leve sig ind i deres følelser. At Sarah Morgan derudover har valgt at fortælle historien fra flere forskellige synsvinkler, er med til at give fortællingen en god dynamik.

Beskrivelserne af karakterernes tab, og deres forsøg på at finde deres plads i den nye virkelighed, skabte en stor følelse af empati for dem, selv for Izzi, der ellers i starten gjorde alt for at modarbejde Flora. Izzi og Flora har, under overfladen, en hel del mere til fælles end man umiddelbart skulle tro, og det krævede meget fra dem begge at overvinde fortidens snærende bånd.

Familie for begyndere udforsker tab, tilhørighed, accept og konceptet af familie.  Bogen er en ægte feel-good bog, og det kan vi vist alle trænge til i disse tider. I en flydende stil og med ægte varme, efterlades læseren med en god følelse.

Familie for begyndere

Forfatter: Sarah Morgan

Oversætter: Lene Skovfoges Haagh
Udgivet: 2021
Sidetal: 350

Leave a Reply