HomeBoganmeldelser Gaden uden navn af Lotte og Søren Hammer

Gaden uden navn af Lotte og Søren Hammer

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , , , , ,

Med livet som indsats

Gaden uden navn er tredje bind i Lotte og Søren Hammers historiske serie Venner og Fjender. Venner og Fjender udspiller sig i krigsårene 1939-45, og følger en dansk-jødisk kvinde fra København og en dansk-tysk mand fra Grænselandet. De to første bind i serien, Vejen til Warszawa og Kobberslottet, udkom samlet 2. marts 2020 som optakt til både genforenings- og befrielsesjubilæet. Der er planlagt otte bind i serien.

P.t. arbejder søskendeparret desuden på en krimi, der måske ender som en ny serie, ligesom de arbejder på en krimipodcast.

Handlingen

Kassandra og hendes bror bor nu i den jødiske ghetto i Warszawa sammen med Julia. Samme sted er Peter (som Kassandra kortvarigt mødte ved sin ankomst) ansat som SS-officer. Han er ansvarlig for udbygning og vedligeholdelse, bl.a. af ghettomuren.

Alexander kommer af uventede veje til at involvere sig i modstandsbevægelsen, og arbejder bl.a. på at skaffe madvarer og medicin til ghettoen. Da Kassandra opdager dette, vil hun også have lov at give sit bidrag. Men selvom Alexanders opgaver ikke er mindre farlige end Kassandras, kræver de dog mere af hendes menneskelighed. Deres opfindsomhed er stor, men det bliver sværere og sværere at gemme sig for nazisterne.

Forholdene i ghettoen udvikler sig værre og værre. Fra vagter, der skyder jøder for sjov til mennesker der dør af sult eller kulde på gaden. Samtidigt er der skruet op for de tvangsforflyttelser tyskerne iværksatte af jøder overalt. Dette gør også modstandsarbejdet sværere, for de grusomme forhold kan få folk til at melde andre – for eks. at kunne få brød til deres sultende børn

Kassandra og Peter kan ikke lukke øjnene for deres kærlighed og indleder et forhold. Men hvad sker der hvis ghettoen afslører Kassandras forhold til en nazist – for slet ikke at tale om hvis SS afslører Peters forhold til en jødinde. Kassandra kommer i stor fare da modstandsgruppen Masada afsløres, og hun nu jages overalt. Og Peter rammes af store moralske skrupler, da det går op for ham hvad hans nye arbejde reelt indebærer.

Vigtigst af alt er dog dette: I krig er det svært at skelne vel fra fjende.

Bedømmelsen

Med Gaden uden navn får søskendeparret endegyldigt slået fast, at de til fulde behersker flere genrer – for her er virkeligt tale om historisk fiktion når det er bedst. Der er en helt speciel indlevelse og menneskelighed i parrets beskrivelser af ghettoens grusomme forhold, hvilket medfører en meget nuanceret fortælling.

Som det ses i de tidligere bind, er søskendeparret gode til at beskrive de overvejelser og tanker der kan splitte et menneske. I dette bind ses dette specielt hos Peter, der får mere og mere svært ved at lukke øjnene for den brutale behandling af jøderne. Inde bag nazisten findes et menneske, og mennesket begynder at få overtaget frem for den ideologi der ellers er blevet banket ind i ham. Specielt mødet med hustruen til en højtstående SS officers hustru er med til at åbne Peters øjne.

Skildringen af de forskellige modstandsgrupper var interessant, fordi deres forskellige mål og ideologier gjorde det svært at etablere et godt samarbejde. Det kan være svært at forstå i dag, for arbejdet mod at redde så mange mennesker som muligt burde jo netop opfordre til samarbejde.

En af de ting der virkeligt ramte i dette bind, var den skræmmende realistiske beskrivelse af forholdende i ghettoen. Hvordan beboerne hurtigt vænner sig til synet af døde mennesker i gaderne er et glimrende eksempel. Naturlig medfølelse og respekt for andre mennesker forsvinder hurtigt, når man selv kæmper en kamp på liv eller død.

Nu må vi vente til januar 2021, hvor næste bind, Byen ved Volga, forventes at udkomme.

Gaden uden navn

Forfattere: Lotte og Søren Hammer

Udgivet: 2020
Sidetal: 294

Leave a Reply